Stemmerne fra udkanten er hørt. 50 pct. af dem kalder eliten for ‘grådig’. I denne sidste artikel i serien er vi kørt til whisky-bæltet i Nordsjælland for at spørge dem selv
Der er ingen Kandis på disse kanter. Glad dansktopmusik synes ikke at høre hjemme her, hvor eliten bor og den gennemsnitlige husstandsindkomst efter skat er på 630.000 kr.
Gennem de seneste seks uger har Danmarks mest populære danseorkester været motoren på vores rejse til udkantsdanmark med alle dets stemmer. Nu er det det flabede brøl fra en Lamborghini Huracans V10 motor, der fylder vores ører.
Vi indledte vores roadtrip i Kliplev i Sønderjylland. Er endt 318 km derfra. I en helt anden verden. I elitens verden. Den velhavende og udskældte elite.
»Man holder hånden over eliten og tryner de små,« har stemmerne fra udkanten bl.a. sagt om dem, der bor heroppe.
Dén følelse har bidt sig fast og afspejles i BTs store Gallup-undersøgelse, hvor vi har spurgt om danskernes forhold til eliten, som 60 pct. definerer som ‘de velhavende’.
Vi har spurgt, hvilket udtryk der bedst beskriver eliten. Nummer ét på listen - med 41 pct. af ‘stemmerne’ - er udtrykket ‘grådig’. Zoomer man ind på den del af respondenterne, der ikke selv tilhører eliten, er det 50 pct., der mener, at grådighed er nøgleordet.
Johannes Andersen, som er samfundsforsker ved Aalborg Universitet, har gennem hele udkants-serien sat ord på den kløft, der især de senere år er blevet dybere og dybere. Kløften mellem under- og overdanmark. Kløften mellem rig og fattig.
Og når hele 41 pct. kalder eliten for ‘grådig’, tror han, at en del af forklaringen ligger i de seneste års ophedede debat om skat.
»Adfærden hos eliten, hele diskussionen om skat og topskat, har vækket en holdning om, at der er nogle, der ikke vil betale til det fællesskab, vi alle er en del af,« siger han.
Men roden, den ligger begravet et helt andet sted. Og eliten har i høj grad selv været med til at grave den ned i kløften. Eller afgrunden, mener Johannes Andersen.
»Dén måde, som bankerne pludselig kom i centrum på for 8-9 år siden, var rigtig, rigtig skidt.
Jeg tror, at det chokerede os alle sammen at se, at ledende bankfolk havde en grådighed og en uhyggelig kynisk måde at tænke penge - og dermed indirekte også mennesker - på.
At en bank som Roskilde Bank, der næsten var en hjørnepille i vores samfund, kunne gå nedenom og hjem, fordi nogle havde spekuleret kynisk og grådigt, tror jeg, sidder i baghovedet hos en del mennesker. Og at de samme mennesker tydeligvis ikke har ændret adfærd inden for rigtig mange områder, gør, at følelsen bliver holdt vedlige hos rigtig mange mennesker. Det var en afgrund, der åbnede sig for næsen af os.«
Vi er kørt om på den anden side af afgrunden. Til Rungsted nord for København.
Har man ikke været på de kanter før, i dét, der kaldes ‘whiskybæltet’, skal man se ordentlighed for sig. Forestille sig nyklippede høje hække, solide og smukt forarbejdede smedejernsgitre, bag hvilke gemmer sig parklignende haver og herskabsejendomme, der ligner små slotte.
Omgivet af så meget skønhed og rigdom kan man godt føle sig en anelse andægtig.
Men også ekskluderet. Iført det forkerte tøj. For det er en klub forbeholdt de få.
Heroppe ligger den næsten ikoniske Rungsted Havn, hvorfra hele Danmarks yndlings-snobber - Fritz og Poul fra satireprogrammet ‘Rytteriet’ - kommer med deres betragtninger om tilværelsens ulidelige lethed. Som ufattelig rig.
En måge skriger skingert.
I havnen ligger restauranterne og cafeerne side om side. Det er frokosttid.
Der høres dæmpet konversation fra bordene. Knirkende svup fra vinflasker der åbnes. Beroligende klukken fra Øresund.
62-årige Peter Forchhammer kommer gående langs havnepromenaden med målbevidste skridt. Jeansene er slidte. Sko, skjorte, jakke. Enkelt. Ordentligt.
Under armen en Mayland spiralkalender i ekstra-large. Den udgør hans kontor.
Her i Rungsted Havn havde han engang sin motorbåd liggende. En Mochi Craft.
Det var dengang, han havde det hele. Hans firmaer var gode for 11 mia. kr., han ejede en kæmpe villa i Søllerød, et hus i Sydfrankrig, lejligheder rundt omkring i verden, privatfly.
Så kom finanskrisen i 2008. Peter Forchhammer gik konkurs.
»Var vi grådige? Ja!« siger han og bakker samfundsforskerens tese op. Uden slinger i valsen.
Den 62-årige iværksætter og nu eks-milliardær har aldrig holdt sig tilbage fra at sige sin oprigtige mening. Det har ikke altid været lige populært i den verden. Men han tror på, at åbenhed skaber forståelse, at mange fordomme kunne manes i jorden, hvis blot vi lyttede til hinanden.
Skal vi lige runde konkursen og grådigheden af, forklarer Peter Forchhammer lige ud de mekanismer i finansverdenen, der herskede op til hans egen nedtur.
»Bankfolkene fik jo kæmpe bonusser for at få så mange lån og forretninger gennem banken. Så de opfordrede erhvervskunderne til at optage nye lån. Det hele så fantastisk ud. Det var nemt at tage for sig af retterne. Ikke for at kunne drikke mere rødvin og spise mere kaviar, men for at købe nye virksomheder op,« forklarer Peter Forchhammer om lånefesten, der foregik i de år, hvor alle - selv finansministeren - troede, at alt voksede ind i himlen.
»Der var ingen, der kunne forstå, at det gik så galt. Men jo, vi var grådige. Eller i hvert fald blinde for sund fornuft.«
På bordet er hverken rødvin eller kaviar, men danskvand. Peter Forchhammer tager en slurk. Ignorerer mobilen, der insisterende brummer på bænken ved siden af ham.
Han fortæller om ti års hårdt arbejde for at komme tilbage på banen, om gennem en afdragsordning at købe sin halvdel af hans og hustruens villa tilbage fra kurator, om at skrue helt ned for milliardær-blusset. Om at genfinde glæden ved at sætte projekter i gang, om hver dag at føle sig i live, udfordret.
»Jeg gider ikke tænke på alt det, som jeg kunne eller skulle have gjort, for det ville bare være dobbelt straf,« lyder hans filosofi.
Når man ingen - eller kun få - penge har, er det sin sag at betragte eliten udefra uden fordomme. Sin sag at have ondt af og føle sympati for ‘de stakkels rige’.
Det lefler Peter Forchhammer heller ikke for.
Så når 41 pct. af danskerne i dag mener, at eliten - de velhavende - er grådig, kan Peter Forchhammer godt forstå dem. Han mener bare ikke, at man kan skære alle over én kam.
En tredjedel kalder han ‘flinke og fine, der tør tage nogle chancer’. Andre for dém, der holder på pengene. ‘Ikke af grådighed, men for at lade dem gå videre til familien’.
Og så er der den sidste tredjedel. Dem, han også selv gerne bruger ordet grådig om.
»Jeg er ikke og går ikke for at være typen, der er hovskisnovski, fordi jeg har fået skillinger. Men nogle gør,« siger Peter Forchhammer med løftede øjenbryn.
»Det er som regel de nyrige. Dem, der godt vil vise omverdenen og deres venner og de kærester, de ikke kunne få, da de gik i gymnasiet, at ‘nu går det rigtig godt’. Det er dém, der flasher deres rigdom, kommer i aviserne, er grådige og bare rager til sig.
Jeg ved godt, at almindelige mennesker vil kalde dem rige, fordi de har 20-30 mio. kr. på kontoen, men det er ikke dém, jeg kalder de rige. De rigtig rige er dem, der ikke flasher deres penge, dem, der holder sig langt væk fra offentligheden og holder lav profil.
De værste i dag er de 20-22 årige, der er kommet til penge og har rige forældre. Dém, der fyrer Cristal champagne til 15-20.000 kr. pr. flaske af og sprøjter den ud i hovedet på andre. Jeg kan slet ikke holde det ud.«
Han har lige hørt om en flok af disse rigmandsbørn, som hen over sommeren har hærget løs på klubberne i den spanske kystby Malaga, har brændt penge af, som var det ukrudt.
»De får 100.000 med hjemmefra i lommepenge. Hvad sker der for de forældre? Hvad fanden ligner det? De ødelægger fuldstændig de unger,« siger Peter Forchhammer - som selv har fire børn i alderen 31 til 19 - med vrede i stemmen.
Sorte skyer hænger helt symbolsk over Rungsted Havn. Truer med uvejr.
Spørger man den tidligere milliardær, om han forstår vreden og frustrationen ude i udkanten, forstår følelsen af, at ‘man holder hånden over eliten og tryner de små’, svarer han ja.
»Jeg vil ikke sige, at der blev holdt nogen hånd over mig, da jeg gik konkurs. Selv den arv på et par hundrede tusinde, som min far - der var talepædagog - havde spinket og sparet sammen og efterlod mig, da han døde et par år efter konkursen, snuppede de.
Men jeg forstår godt folks forargelse, når de læser om, at de rige går fri. Læser om småsvindlertyper, der gemmer deres penge i udlandet. For dét bliver jeg også ærgerlig over. Men det ærgrer mig også, at man i debatten ikke differentierer mellem dem, der rager til sig, og dem, der ved hjælp af alle mulige finter rager til sig på statens regning. Er det de rigtig rige, der snyder? Nej.«
Nogle vil sige, at Peter Forchhammer stadig er en rig mand. I dag - hvor han både er iværksætter og konsulent - er han god for et par millioner. Hans kone Mai-Britt for et sted mellem fem og syv. Men rig kalder han sig ikke.
Skal han ærgre sig over noget, er det, at han ikke fik støttet venner og familie nok, mens han havde pengene og muligheden.
»Jeg har fattige venner og familie, der virkelig godt kunne trænge til hjælp. Det ærgrer mig, at jeg ikke brugte mange flere penge på at støtte dem. Det er én af de få ting, jeg savner. At kunne give.«
Han kigger lidt filosofisk ud over Rungsted Havn. Vender tilbage til sit håb om, at vi blev lidt bedre til at lytte til hinanden.
»Hvis udkantsdanmark snakkede med folk heroppefra, ville de få et andet syn på mange ting. Og de rige ville også,« siger Peter Forchhammer og slår ud med armene:
»Folk ude i udkanten skal ikke være så kede af, at de ikke er så rige. Gud har sørget for, at de, der ikke har så mange så mange penge, også har masser af fordele. Alle kan gå en tur i Kongens Have, gå en tur ned til vandet, gå ind på de riges strandgrunde uden at skulle betale ejendomsskatter.
I dag, hvor jeg ikke er rig, har jeg ikke færre glæder. Når jeg ser ud over havnen her, er det da skønnere, at det er andre, der har den. Jeg skal ikke gå rundt og bekymre mig om, at der skal udskiftes pæle, om der ligger både, der går til om vinteren. Selv om det kan være svært at forstå, så er det er dét, folk med penge finder ud af. At de giver rigtig mange bekymringer. Som jeg altid siger, besiddelser er lidelser.
Nu, hvor jeg er på den anden side, ved jeg, at det er dén tid, der er tilbage, der er vigtig. Og så føler jeg, at det holder mig lidt yngre ikke at have nogen penge, at skulle kæmpe for tingene.«
Han smiler.
»Det er i hvert fald bedre end at sidde i Marbella med en flaske foran mig og kigge ud over stepperne og spille et slag golf. For ved du hvad? Man keder sig alt for meget, når man har mange penge. Man keder sig ad helvede til.«
Peter Forchhammer går ud til sin lydløse Tesla på parkeringspladsen. Vi slentrer på havnepromenaden, hvor tøjbutikker kører tilbud på stråhatte til 99,95. I Kliplev, hvor det hele begyndte, var slagtilbuddet 20 par tennissokker for 100.
Så sætter vi kursen tilbage mod redaktionen i København.
Kandis burde have spillet på anlægget. Sat et punktum. Men vi sidder i stilhed og fordøjer de seneste seks uger i udkanten, hvor vi er blevet rigere. På oplevelser og mennesker. Deres vrede og frustrationer. Og glæde.
I øvrigt siger BTs gallup-undersøgelse, at kun 16 pct. ville sige ja tak, hvis de blev tilbudt at blive en del af eliten.
Artikelserien ‘Stemmer fra udkanten’ rundes af næste søndag 13. august med et debatmøde for BTs læsere, hvor Pia Kjærsgaard, Jakob Ellemann-Jensen og Magnus Heunicke giver deres syn på det skæve Danmark. Læs mere på: btshop.dk/btevent.
41% af danskerne betegner de velhavende som ‘grådige’.
Vi har spurgt gæsterne i Rungsted Havn, om de er enige i den betegnelse?
Winnie Westerberg, pensionist, 75, Nærum
»Det udtryk synes jeg bestemt ikke er betegnende. Jeg kender selvfølgelig ikke alle rige mennesker, men dem, jeg kender, synes jeg ikke er grådige. Så det ord vil jeg ikke bruge. Som jeg ser det, skal de bare være glade for, at de har de penge, de skal bruge. De har været arbejdsomme, har jo selv tjent dem. Nogle få af dem er heldige og født med en guldske i munden, men jeg kender kun søde mennesker, der har mange penge.«
Lars Orbæk, 51, business analyst, Virum
»Nej, ordet grådig vil jeg bestemt ikke bruge. Måske er det et spørgsmål om, hvad man er opdraget med, og hvordan man ser på, at der er nogle, der er rige. Selvfølgelig kan det være ved grådighed, men det kan lige så godt være, at man bare er arbejdsom. Hvis opfattelsen udspringer af skattesvindelsagen, så har den jo ikke så meget med den danske elite at gøre, men handler måske mere om, at skattevæsenet ikke er så meget oppe på dupperne, som de skulle være.«
Lone Wagner, 76, pensionist, Nærum
»Det vil jeg ikke kalde dem. Det synes jeg ikke er pænt. Jeg synes, at vi kender mange, der har penge, men ligefrem grådige? Nej. De har vel selv arbejdet sig op til de penge, dét har de fleste i dag. I gamle dage var det mere sådan, at de arvede godser og ting og sager. I dag arbejder de fleste sig op til dét, som de har. Og det skal de have lov at have i fred. Der er ingen, der må komme og tage det fra dem.«
Nicholas Larsen, 27, forretningskonsulent, Frederiksberg
»Grådige? Jeg vil nok sige nærige, for de vil helst ikke dele. De kan bare godt lide at beholde det, som de har tjent. Og skal de dele, skal det være med deres ’ligemænd’. Jeg synes, at skellet mellem rige og fattige er blevet større de senere år og at alt for meget er blevet centraliseret her i København og Nordsjælland. I København er det meget synligt i bybilledet. For der er flere og flere forældrekøbslejligheder, så der er ikke længere så meget plads til alle andre.«
Fakta om Rungsted
Rungsted er en bydel i byen Hørsholm i Hørsholm Kommune ved Øresund nord for København. Postdistriktet og byens station hedder Rungsted Kyst. Ved Øresundskysten ligger Rungsted Havn, som er en lystbådehavn.
I 1931, da Karen Blixen vendte tilbage til Danmark fra Afrika, flyttede hun ind på Rungstedlund, som hendes far Wilhelm Dinesen havde erhvervet i 1879, og hun boede der til sin død i 1962.
Et stenkast fra Rungstedlund boede Simon Spies i tre villaer, der alle lå mellem Strandvejen og Dreyersvej. Den sidste villa købte han udelukkende for at kunne anlægge en tennisbane i haven. Spies betalte årligt mellem 50 og 60 mio. kr. i kommuneskat til Hørsholm Kommune.
Rungsted Havn er en marina beliggende ved øresundskysten i Hørsholm Kommune. Havnen har ca. 800 vandpladser og ca. 300 trailerpladser på land. Havnen er velbesøgt af fritidssejlere og der er mange faciliteter, restauranter og butikker. Busforbindelse langs Strandvejen.
Der er 13.500 indbyggere i Rungsted. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er postnummeret 2960 Rungsted Kyst landets næstrigeste med en gennemsnitlig indkomst på 629.600 kr. Efter skat.
(Kilde: Wikipedia, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd)
