På overfladen ser en nyligt offentliggjort tegnefilm fra Jehovas Vidner ganske uskyldig ud, men filmen er skræmmende indoktrinering i homofobi, siger tidligere Jehovas Vidner.

Med store runde øjne kigger en animeret pige op på sin mor, mens hun bliver belært om, at hendes gud Jehova ikke lukker homoseksuelle ind i paradis. Scenen stammer fra tegnefilmen ‘Én mand - Én kvinde’, som for nylig er offentliggjort på Jehovas Vidners danske hjemmeside.



Animationsfilmen er indtalt med danske stemmer, men man kan også vælge at høre den på et hav af andre sprog. I filmen ser man en pige, der fortæller om sin veninde Carla, der har to mødre, hvortil moderen rynker brynene og minder om, at Jehova 'opfandt ægteskabet' som en relation mellem en mand og en kvinde.

Men selvom filmen i sit udtryk ligner en sød tegnefilm, så er det en farlig form for indoktrinering af børn, siger et tidligere Jehovas Vidne Søren Bo Rødgaard Henriksen.

»Det er et skræmmende eksempel på, hvordan man koder børn til en bestemt holdning. Man lærer børn, at man ikke skal forholde sig til tingene, men blot underkaste sig Jehovas normer. Egentlig er det ikke så overraskende, for det er fundamentet for al undervisning til både børn og voksne inden for Jehovas Vidner,« siger Søren Bo Rødgaard Henriksen.

Han gik fra at være en del af inderkredsen til at være udstødt fra den ene dag til den anden, da han i tilbage i 1988 forlod trossamfundet. Siden har han uddannet sig til socialpædagog med speciale i religiøse afvigelser.

»Isoleret set er det bare naive tegnefilm med løse statements, men når man sætter dem ind i en større kontekst, så bliver de farlige. Det mest afskyvækkende er, at man lærer børn, at følelser er farlige, og at de er en trussel mod have det godt, mod frelsen og mod paradiset. Man tvinger børn til at undertrykke deres nysgerrighed og den fantasi, som er så vigtig for en naturlig udvikling. På længere sigt er det skadeligt, og derfor bør man være voldsomt kritisk over for den slags film,« siger han.

Filmen er den 22. i rækken i af undervisningsfilm, som bærer den overordnede titel ‘Bliv Jehovas Ven’. I en tidligere film blev bestemt legetøj gjort farligt, f.eks. troldmændsfigurer, fordi de ifølge trossamfundet udøver sort magi ligesom Satan selv.



»Pludselig var det helt almindeligt legetøj, man gjorde til dæmoner, og den slags virker altså voldsomt på børn,« siger Søren Bo Rødgaard Henriksen, der har arbejdet som sagsbehandler inden for børne- og unge-området i flere år.

Han bemærker, at filmen er raffineret lavet og lægger sig i forlængelse af den strategi, som Jehovas Vidner har kørt de seneste to-tre år, hvor man er begyndt at bruge internetmediet massivt til forkyndelse - også målrettet børn.

Den udlægning er formanden for Støtteforeningen for tidligere Jehovas Vidner enig i.



»Det sjove er jo, at Jehovas Vidner forbandede internettet i begyndelsen. Det måtte man slet ikke bruge. Men så kunne de jo godt se, at det var genialt til at få deres budskaber ud. I dag er de blevet enormt moderne i deres måde at kommunikere på og har lavet deres egen tv-kanal, og tegnefilm er blot endnu en smart, men også skræmmende måde at få sine budskaber ud til de allermindste,« siger formanden Peter Dal.

Han blev født som vidne, men forlod trossamfundet som 34-årig, og selve budskabet i filmen er derfor ikke nyt for ham.

»Der intet nyt i at, at man ikke kan være homoseksuel og Jehovas Vidne. Det er forbudt! Jo man må gerne være det, men man skal undertrykke sine følelser og ikke praktisere det. Hvis det opdages, så bliver man udstødt på stedet,« siger afhopperen.