»Der var et eller andet underligt med hans opførsel, hans væremåde. Han smøgede altid ærmerne op, det virkede som en handling, han ikke havde kontrol over – som om han var nervøs. Han virkede underlig skræmt.«

Sådan beskriver en tidligere elev på Nordfyns Gymnasium - en 19-årig kvinde - den 48-årige PN, der onsdag blev varetægtsfængslet i fire uger i surrogat på en retspsykiatrisk afdeling, sigtet for knivdrabet på den 24-årige Mette Marie Tang.

Læs også:

Det 24-årige drabsoffer boede sammen med sin kæreste i en lejlighed på Klostervej i Odense. 48-årige PN boede i samme ejendom, og det var i baggården til ejendommen, at Mette Marie Tang blev dræbt tirsdag lidt efter klokken 11. Kort efter drabet blev PN anholdt af politiet, og ved grundlovsforhøret onsdag erkendte han, at han havde slået den 24-årige kvinde ihjel med en filetteringskniv.

PN forklarede i grundlovsforhøret, at han blev irriteret på den unge kvinde, der befandt sig i gården.

Læs også:

Gennemchikaneret

»Jeg stikker hovedet ud ad vinduet, og så føler jeg, at hun chikanerer mig. Så går jeg ind og henter filetteringskniven og går ned og begår det mord der. Jeg føler mig gennemchikaneret af min chef indtil i går, og så begår jeg det her mord,« sagde PN under grundlovsforhøret.

PN har siden 2003 været i medicinsk behandling for en paranoid psykose, og de seneste seks måneder har han været sygemeldt fra sit job som gymnasielærer på Nordfyns Gymnasium. Et job, som han de seneste år ellers har passet på fuld tid.

Virkede mærkelig

Den 19-årige tidligere elev, der ønsker at være anonym, fortæller til BT, at PN virkede ’mærkelig’ i den tid, hun blev undervist af ham.

Læs også:

»Han sagde aldrig noget til os i timerne, andet end det faglige i undervisningen. Han sagde aldrig ’hej’, uanset om man mødte ham i bussen eller gågaden i Odense. Han var heller ikke særlig pædagogisk; hvis man ikke forstod ham i undervisningen, så var det ens egen skyld,« fortæller den 19-årige kvinde til BT.

Åndedrættet ændrede sig

Det var særligt pigerne, der mærkede til den mærkelige opførsel, siger hun.

Læs også:

»Hvis man tog en kjole på eller havde en nedringet trøje på, så betragtede han én. Man kunne mærke, at hans åndedræt ændrede sig. Det var ret ubehageligt, og det kan jeg huske, at vi var flere, der talte om. Man kunne bare mærke, at der var et eller andet galt med ham, men vi gik aldrig til ledelsen med det. Vi ville ikke have, at han blev fyret.«

Rektor på Nordfyns Gymnasium Kurt René Eriksen orienterede eleverne om drabet og drabsmandens identitet onsdag middag, og nyheden kom som et chok - særlig for de elever, der er blevet undervist af PN.

Genert type

»Klassen har reageret med chok og undren. Man kunne godt fornemme, at han fejlede et eller andet: han virkede ofte bange eller nervøs, når han underviste os, men han opførte sig ikke decideret mærkeligt. Han virkede bare som en meget genert type,« fortæller en 18-årig elev, der ønsker at være anonym.

»Jeg tror, at alle os fra klassen er enige om, at han skulle have haft hjælp noget før, siden det er gået så galt,« siger den 18-årige gymnasieelev, der så sent som i december blev undervist af den nu drabssigtede PN i matematik.

Torsdag eftermiddag var eleverne fra de to klasser, som PN underviste inden sin sygemelding, indkaldt til orienteringsmøde på gymnasiet.

»Der er mange følelser i spil, når noget så tragisk sker. Vi kender den sigtede som en stille og flink mand, og derfor er det billede, vi nu ser af ham i medierne, noget anderledes end det, vi kender til. Det har eleverne nok skullet bruge noget hjælp til at fordøje. Vi har også stillet psykologer til rådighed for eleverne, hvis de har brug for det,« siger rektor Kurt René Eriksen.