Mathilde Gersby, der blev kendt som 'Hulu-bulu, Lotte hvor er du henne?' er død 37 år gammel.

Det skriver broren på Facebook ifølge TV2.

»Min søster døde den 16-09-16. Kl. 21.45. Hun har kæmpet en brav kamp mod cystisk fibrose, og kunne ikke mere til sidst. Hun var stærk til det sidste. Ære være hendes minde,« lyder det ifølge TV2.

Produktionsselskabet, der i øjeblikket arbejder på en dokumentar om hende, bekræfter over for TV2, at hun er død.

Lige siden hun var barn, har Mathilde Gersby også levet med sygdommen cystisk fibrose, der langsomt har ødelagt hendes lunger, og som nu har taget livet af hende.

Den alvorlige sygdom har ved flere lejligheder betydet, at Mathilde Gersby har måtte lade sig indlægge. I 2008 fik hun fået foretaget en lungetransplantation, som i 2009 var tæt på at koste hende livet, da hendes krop afstødte de indopererede lunger.

Hun har tidligere fortalt, at hun ville ønske, at hun selv kunne bestemme, hvornår livet vil ende.

»Jeg har ikke lyst til at lide en uværdig død,« lød det til Se og Hør.

Derfor ønskede hun også at aktiv dødshjælp skal gøre lovligt herhjemme.

I 2011 fik hun foretaget en ny transplantation, men Mathilde Gersby var godt klar over, at hun levede på lånt tid.

Mathilde Gersby var gift med Søren Saustrup Kristensen. Sammen har de sønnen Hjalte på 11 år.

Cystisk fibrose er en arvelig genetisk betinget sygdom, der primært kommer til udtryk i lungerne. Sygdommen kan ikke helbredes, men symptomerne kan dæmpes ved behandling.