Forsvarets samarbejde under Irak-krigen med det kontroversielle sikkerhedsfirma Blackwater var langt mere omfattende, end offentligheden har fået oplyst af skiftende forsvarsministre.

Danske soldater, der under krigen var indsat i Iraks hovedstad Bagdad, havde fra 2005 tæt kontakt og et nært samarbejde med efterretningsfolk fra Blackwater.

Ifølge Radio24syvs oplysninger mødtes danske tropper dagligt med Blackwater-ansatte og modtog efterretningsanalyser fra lejesoldater i det kontroversielle firma, og danske styrker leverede også efterretninger retur til Blackwater.

Det bekræfter den tidligere efterretningsanalytiker i Blackwater, den 60-årige Michael Gilbert fra USA, der fra februar 2005 til november 2007 arbejdede for firmaet i Bagdad.

Fra sikkerhedskontoret på den amerikanske ambassade i Bagdad briefede han ‘ofte danske soldater om sikkerhedssituationen i Bagdad.

»Normalt kom de én eller to officerer eller befalingsmænd og modtog en briefing. De var meget professionelle og var meget fokuserede på at få al den information, vi kunne levere, så de kunne gennemføre deres missioner,« siger Michael Gilbert til Radio24syv.

Michael Gilbert arbejdede om aftenen i sikkerhedskontoret, og han siger, at de danske soldater kom, hvorpå Blackwater leverede analyser af mulige trusler i Bagdad, som danskerne skulle bruge for at beskytte danske embedsmænd, politikere og diplomater, herunder den danske ambassadør, når disse skulle bevæge sig rundt i Bagdad.

»Nogle gange fik de kopier af vores rute - og områdeanalyser samt vores trusselsvurderinger,« siger Michael Gilbert, der tilføjer, at de danske soldater også leverede mundtlige analyser den anden vej.

»Under briefingerne udvekslede man tingene, så hvis vi spurgte dem om noget, svarede de, og de informationer, vi fik fra danskerne, handlede typisk om, hvad de havde observeret på bestemte ruter eller områder, de havde været i for nylig,« siger Michael Gilbert til Radio24syv.

Gilbert arbejder nu for et andet firma i Afghanistan, hvor han træner og uddanner afghanske soldater, og amerikanerens oplysninger bekræftes af en anden kilde.

De nye informationer strider ifølge SF og Enhedslisten mod de svar og forsikringer, Folketinget tidligere har fået fra skiftende forsvarsministre.

Flere partier, især SF og Enhedslisten, har i årevis forsøgt at få klare svar på, hvorvidt dansk forsvar har samarbejdet med det kontroversielle firma, hvis metoder og anvendelse af vold har medført global kritik.

I januar 2015 oplyste daværende forsvarsminister Nicolai Wammen (S), at 'der kun kan konstateres ét forhold, hvor der i Irak blev etableret et uformelt samarbejde med Blackwater'. Det var et samarbejde, der alene gik ud på, at Blackwater skulle assistere, hvis danske styrker kom under angreb.

Det samme svar oplyste nu tidligere forsvarsminister Carl Holst (V) for få uger siden, den 22. september, i et svar til Holger K. Nielsen (SF), der ønskede svar på, hvorvidt forsvaret havde »andre aftaler« med Blackwater i Irak.

Ministeren tilføjede dog, at forsvaret »som et led i opretholdelsen af sikkerheden for de udsendte styrker« løbende taler »med alle relevante aktører i et missionsområde«.

Ifølge Radio24syvs oplysninger var danske soldater i kontakt med Blackwater stort set hver dag fra foråret 2005 og fremefter, og det får nu SFs Holger K. Nielsen til at kalde forsvarsminister Peter Christensen (V) i samråd.

»Der er flere alvorlige ting i det her. Dels den måde man har informeret Folketinget på, hvor man tilsyneladende har svaret ukorrekt på de spørgsmål, der er stillet. Det er decideret fejlinformering, - men også at samarbejdet med Blackwater har været meget mere omfattende, end det vi har fået oplyst. Det er dybt problematisk,« siger forsvarsordføreren.

Også Enhedslistens forsvarsordfører Eva Flyvholm vil have den nyudnævnte minister til at forklare sig i et samråd.

»Blackwater er forbundet med rigtig mange tilfælde af civile drab og mange andre problemer, så det er dybt bekymrende, at man har haft så tæt et samarbejde med lejesoldater, og i forhold til den nedlagte Irak-kommission viser det bare endnu en gang, at der er brug for at komme bunds i, hvad der foregik,« siger hun til Radio24syv.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra forsvarsminister Peter Christensen (V), og forsvaret oplyser i en mail, at man nu vil gennemgå alle oplysninger i sagen.

»Forsvaret har tidligere svaret på spørgsmål omkring et eventuelt samarbejde mellem Blackwater og Forsvaret. Under udarbejdelsen af disse svar, har vi ikke fundet oplysninger, der kan bekræfte Radio24syvs fremstilling. På baggrund af henvendelsen vil Forsvaret nu gennemgå oplysningerne igen, før vi udtaler os,« skriver Forsvaret.