Tidlig hjælp til familier med kronisk syge forældre, sparer samfundet for en formue, siger Børn, Unge & Sorg.

København. Det er et overset og udbredt problem, at børn af kronisk syge forældre risikerer at komme socialt bagud.

Det siger direktør Morten Freil fra paraplyorganisation Danske Patienter om ny dansk undersøgelse. Den viser, at voksne børn af sklerosepatienter er voldsomt socialt udsatte.

Det giver sig blandt andet udtryk i, at de som voksne er hårdere ramt end andre af arbejdsløshed, førtidspension og lav indkomst.

- Vi ved fra undersøgelser, at børn af både fysisk og psykisk kronisk syge forældre generelt i den grad mangler tilbud, siger han.

- Det kan have alvorlige konsekvenser i form af stress, der sætter sig dybt i børnene. Det kan udvikle sig til længerevarende angst og depression senere i livet, siger han.

Ph.d.-afhandlingen underbygger også, hvad organisationen Børn, Unge & Sorg har oplevet i praksis og sagt i årevis.

- Det er et kæmpestort og overset problem, og det vokser, fordi mange flere bliver kronisk syge og får alvorlige sygdomme. Til gengæld overlever flere, men de og deres børn lever jo dermed med sygdommen i mange år, siger direktør Preben Engelbrekt.

Organisationen offentliggjorde for nylig en undersøgelse, der viste, at teenagere af kræftsyge forældre var lige så belastede som unge, der helt har mistet forældre.

- Der er desuden lavet analyser, der viser, at tidlig hjælp til børn og unge, der mister en nær pårørende, kan spare samfundet for 250.000 kroner i afledte udgifter. Men jeg er overbevist om, at udgifterne til børn og unge fra hjem med kronisk syge forældre er lige så store, siger han.

Han opfordrer som Morten Freil derfor til, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer for, hvordan børn skal inddrages, når en forælder får konstateret livstruende eller kronisk sygdom, laves om til regulær lov som i Norge, Sverige og Finland.

/ritzau/