Statsminister Helle Thorning-Schmidt sad på et hotelværelse i Frankrig, da hun hørte om Anders Breiviks terrorangreb mod Norge den 22. juli 2011
Kort efter fandt hun ud af, at hendes norske kollega sad skjult i en bunker under statsministerboligen i hjertet af Oslo.
På årsdagen for tragedien står hun på Utøya ved siden af Norges statsminister Jens Stoltenberg, der i sorgens stund klarede at samle hele Norge med et dybfølt budskab om sammenhold, tolerance og først og fremmest kærlighed.
- Vi holdt en tæt kontakt i dagene efter angrebet, fortalte Helle Thorning-Schmidt til BT inden årsdagen for 22. juli 2011.
Som den eneste udenlandske taler stod Helle Thorning-Schmidt kort efter klokken 14 på Utøya foran 1.000 unge norske socialdemokrater, og mellem ordene, hvor hun mindedes de dræbte og talte om kærlighed og forståelse, talte hun også direkte til sin ven og gode kollega Jens Stoltenberg:
- Ingen er gået upåvirket videre efter sidste års tragedie. Men Norge er i dag kommet samlet ud af sorgen. Ikke mindst takket været dig, Jens, sagde Helle Thorning Schmidt i sin tale.
- Du samlede et helt folk i en krisestund. Med din evne til at lytte. Din omsorg og din trøst. Din vilje til at bringe Norge videre i et endnu stærkere fællesskab.
- Du græd med de efterladte. Du rankede ryggen for dit land. Du skabte håb hos alle nordmænd. Jeg husker så klart, hvad du sagde i dagene efter angrebet, Jens. Du talte ikke om had, splittelse eller hævn. Du talte om kærlighed. Kærlighed og sammenhold som modsvaret til meningsløs vold og terrorisme. Og med det budskab viste du vejen som et forbillede for hele den vestlige verdens politiske ledere.
- Jeg er fuld af beundring og respekt. Der findes ikke mange statsledere som dig. Du er stolt af Norge, Jens. Men Norge kan også være stolt af dig. Og I kan alle være stolte af jeres fællesskab.