Praktiserende læge Thomas Kirk Kjærsgaard har 4.598 patienter, fordi der mangler læger

Det er tyve år siden, Thomas Kirk Kjærsgaard trådte ind ad døren som kompagnon i Lægehuset i Tårs. I dag er hans to nu tidligere kompagnoner gået på pension, og Thomas Kjærsgaard må passe alle de godt 4.500 patienter alene. For der er ingen speciallæger i almen medicin, der har lyst til at flytte til Nordjylland og få egen praksis.

»Jeg har valgt at fortsætte alene, for jeg kunne ikke bære at sende patienterne på gaden. De har brug for at bevare tilknytningen til det lokale lægehus,« siger Thomas Kirk Kjærsgaard.

Når man er bosat i yderområder, som f.eks Nordjylland, bliver man særligt ramt af manglen på praktiserende læger. Det viser en opgørelse, som de praktiserende lægers organisation PLO har lavet. Antallet af patienter er steget, og antallet af praktiserende læger er faldet. I princippet er der stadig læger nok, men de gider ikke flytte ud i udkantsdanmark, fordi de allerede har etableret sig med familien, hvor de er. I Nordjylland mangler der 36 praktiserende læger, og 100 af de 300 nuværende praktiserende læger er over 60 år.

Thomas Kirk Kjærsgaard var 32 år, da han købte sig ind i Lægehuset i Tårs i 1996. Den ene kollega gik på pension i 2013 og den anden i 2014. I dag er han selv 52 år, og børnene er flyttet hjemmefra.

»Jeg har en meget forstående kone, som bakker mig op. Ellers gik det heller ikke. Jeg har kun holdt halvanden uges ferie de sidste to år, for jeg kan ikke bede en kollega vikariere i længere tid. Både fordi jeg selv har så mange patienter, at det ville være uoverskueligt for en kollega at skulle passe min praksis oveni sine egne patienter, og fordi jeg ikke ville kunne gøre gengæld,« siger Thomas Kirk Kjærsgaard.

Hvordan mærker patienterne, at du har så mange at tage dig af?

»Det er blevet sværere at komme til læge. Jeg har ansat to sygeplejersker, som står for bl.a. blodprøver og kontrolbesøg af patienter med for højt blodtryk, sukkersyge og kol.J eg har også sparet på sygebesøg, og sendt en sygeplejerske i stedet. Ellers tager jeg det efter arbejdstid. Vi har stor set undgået de lange ventetider, men til gengæld sidder jeg med papirarbejdet om aftenen, når klinikken er lukket.«

Kunne vælge og vrage

Thomas Kirk Kjærsgaard vurderer, at problemet allerede var opstået, da han selv begyndte i 1996, hvor han kunne vælge og vrage mellem tilbuddene. Det tager 11-12 år at uddanne en praktiserende læge. Først 6,5 år på universitetet og derefter 5 års klinikerfaring. På det tidspunkt er de fleste læger godt etableret med ægtefælle og børn og ikke nemme at overtale til at flytte.

»Jeg tror, at der er nødt til at blive uddannet flere læger og så kunne man måske hjælpe med at sikre ægtefællen job og børnene gode institutions- og skolepladser. Men politikerne er også nødt til at kigge på almen praksis nu, lige som de gjorde med sygehusene for år tilbage,« siger Thomas Kirk Kjærsgaard.