Jo lavere niveau af testosteron, en kvinde har i kroppen, des mindre er hendes lyst til sex. Det viser en nyt dansk studie, skriver Politiken.

10 procent af danske kvinder i alderen 16-44 år og 20 procent i alderen 45-66 år oplever, at de sjældent eller aldrig har lyst til sex. Mænd kan benytte sig af Viagra for at fremme sexlysten, men der er endnu ikke udviklet en lignende pille til kvinder.

Med studiet kan vi nu få svar på, hvad der kan hjælpe på kvinders manglende sexlyst, siger Sarah Wåhlin-Jacobsen, som er ph.d.-studerende og læge på Sexologisk Klinik, Psykiatrisk Center København, og som i fem år har undersøgt sexlysten hos 560 danske kvinder.

»Det er ikke vores mål at finde et lægemiddel mod manglende lyst, men med studiet kommer vi tættere et svar på, hvorfor nogle kvinder oplever mangel på lyst. I hverdagen møder vi mange kvinder på Sexologisk Klinik, der beskriver, at de har tabt evnen til at føle lyst. Det vil vi gerne være bedre rustet til at finde løsninger på,« siger Sarah Wåhlin-Jacobsen til Politiken.

Og studiet tyder altså på, at kvinderne kan have gavn af testosteron, hvis sexlysten skal boostes.

Ifølge Politiken har en dansk gynækolog netop udskrevet testosteron, som behandling mod manglende sexlyst i de sidste fem år. Da der ikke findes et produkt, som er udviklet til kvinder, bruger gynækologen en mindre, udregnet dosis af et produkt udviklet til mænd.

Ifølge avisen er der ingen tal på, hvor mange kvinder, der får testosteron i Danmark, ligesom man heller ikke kender til de langsigtede konsekvenser af behandlingen.