En McDonald's-restaurant i Aarhus har været plaget af unge ballademagere i sådan en grad, at restauranten nu har taget et drastisk skridt i håbet om at holde på kunderne.

McDonald's på Viby Ringvej har således lavet et særligt afsnit på første sal, som er forbeholdt familier. Tanken er, at de her kan spise deres burgere i fred for de højtråbende og til tider truende uromagere, som har terroriseret fastfoodrestauranten i en længere periode.

Det skriver Randers Amtsavis.

Derfor spærrer en kæde trappen, ligesom et skilt siger 'forbeholdt familier' om første sal af McDonald's restaurant på Viby Ringvej over for Viby Centret. Og det er et usædvanligt, men også nødvendigt skridt for at holde på familiekunderne, fortæller restaurantchef Gitte Andersen.

»Det er træls. Det kommer vi ikke udenom. Vi prøver at tale pænt til de unge. Hjælper det ikke, beder vi dem forlade restauranten. Nægter de, ringer vi til politiet. De plejer at være hurtige til at komme,« siger Gitte Andersen til Randers Amtsavis.

Østjyllands Politi oplyser til BT, at de har været ude ved den pågældende McDonald’s-restaurant flere gange sidste år.

»Vi er bekendt med, at vi har været derude nogle gange. I 2016 har vi været derude cirka otte gange på grund af, at de nogle gange har kunder, som de vil have hjælp til at håndtere,« siger politiinspektør Jan Andersen fra Østjyllands Politi uden dog at komme nærmere ind på, hvad de konkrete episoder drejer sig om.

43-årige Ajaja Hyttel har dog ikke den store fidus til det tiltag. Som kunde oplevede hun for nylig selv de unge drenges larmende og truende adfærd, og som tidligere ansat i selvsamme McDonald's ærgrer hun sig over udviklingen.

»Jeg er dybt forarget over, at det skal komme dertil,« siger Ajaja Hyttel til BT og forklarer, at ballademagerne jo bare kan larme nedenunder, hvilket stadig vil være generende for de andre gæster.

Den 23. december tog den 43-årige kommunikationskonsulent sammen med sin familie på McDonald's på Viby Ringvej for at spise aftensmad. Her blev hun hurtigt træt af to grupper unge drenge af anden etnisk herkomst end dansk, der var mellem 13 og 16 år, da hun gik op på restaurantens første sal for at se, om der var nogle legemuligheder for hendes tre-årige nevø.

»De larmede og sloges indbyrdes. De hamrede ned i sæderne, væltede rundt og jagtede hinanden. De smed rundt med maden,« siger Ajaja Hyttel, der bad dem om at dæmpe sig og rydde op efter sig selv.

»Så fik jeg at vide, at de ikke gad snakke med mig, for de kendte mig ikke,« siger hun og fortæller, at hun sammen med sin familie satte sig nedenunder.

»De larmede helt vildt deroppe. Det blev ved, og til sidst kom de nedenunder. De generede hele restauranten.«

43-årige Ajaja Hyttel har selv oplevet de unge ballademageres hærgen på McDonald's på Viby Ringvej i Aarhus.
43-årige Ajaja Hyttel har selv oplevet de unge ballademageres hærgen på McDonald's på Viby Ringvej i Aarhus. Foto: Ajaja Hyttel/Facebook
Vis mere

Ajaja Hyttel bad derfor personalet om at skride ind, men hun oplevede, at restaurantens ansatte var mere eller mindre magtesløse over for de unge drenge.

»De prøvede at dæmpe gemytterne, men det hjalp ikke. De trak sig bare. De drenge har ingen respekt for McDonald's-personalet. Det fik bare lov at passere som om, det var en almindelig situation,« siger hun.

Til sidst forsøgte Ajaja Hyttels svoger at dæmpe de unge drenge, men det ville de tilsyneladende ikke finde sig i.

»De var mellem seks og ti drenge, der omringede ham. De gjorde grin med ham og snakkede grimt til ham,« fortæller Ajaja Hyttel, hvis mand og andre voksne kom til undsætning. Da de efterhånden mange voksne blev stående, trak de unge sig dog og rykkede udenfor.

Den 43-årige kvinde arbejdede på McDonald's på Viby Ringvej, da hun studerede. Hun bor og arbejder stadig i Aarhus og har derfor en særlig tilknytning til området.

»Det er min McDonald's. Det er mit lokalområde, så jeg bliver dybt ked af, at de opfører sig sådan dernede. Jeg er ligeglad med, om de er lilla, blå eller brune. De skal opføre sig ordentligt, så vi alle sammen kan være her.«

BT har forgæves forsøgt at få nogle opfølgende kommentarer fra ledelsen på McDonald's på Viby Ringvej i Aarhus.