Hos brancheforeningen Teleindustrien har man for flere år tilbage præsenteret DSB for en løsning, der kan sikre et bedre internet i danske tog. Foreningen undrer sig over, at der ikke er sket noget.

Det er ikke teleselskabernes skyld, at det kniber med at få en anstændig netforbindelse i de danske tog.

Sådan lyder meldingen fra Jacob Willer, direktør i Teleindustrien, efter Berlingske Nyhedsbureau onsdag har berettet, at der er lange udsigter til forbedringer af det udskældte internet i DSB-togene.

Teleindustrien er en brancheforening for selskaber som TDC og Telia, der de master og antenner langs jernbanerne, som internettet i togene skal koble sig op på. Ifølge direktøren har Teleindustrien for flere år siden givet DSB et forslag til, hvordan man kan sikre, at signalerne kommer bedre ind i togene.

»Vi har forhandlet med DSB gennem flere år og har egentlig også præsenteret en model til at få installeret forstærkere i togene, der vil sikre en markant bedre dækning,« siger Jacob Willer.

Rent teknisk er udfordringen, at stålkonstruktionerne på togene forhindrer signaler udefra i at komme ind, og derfor er det nødvendigt med forstærkning, hvis passagererne skal på nettet.

Ifølge Jacob Willer var telebranchen parat til at foretage en stor investering i en sådan løsning.

»Vi har hele tiden været parat til at investere et stort millionbeløb i det, for vi vil meget gerne være med at sikre en bedre dækning i danske tog. Jeg ærgrer mig over, at vi ikke har fået en aftale for længst,« siger direktøren.

»Jeg synes, det er uforståeligt, at man ikke har benyttet sig af det,« tilføjer han.

Senere på året modtager Folketingets Transportudvalg et oplæg - udarbejdet af Banedanmark - der skal pege på den bedste model for et bedre internet i de danske togkupeer. Berlingske Nyhedsbureau erfarer, at tidshorisonten i den rapport vil pege i retning, at man først i 2016 eller 2017 kan tilbyde passagerne bedre netforbindelse.