Mediekoncernen Aller har i den seneste måned solgt abonnement på ‘Spis Bedre’ til en kvinde, der ikke kan tale, og til to ældre kvinder, der lider af demens og dårlig hukommelse. De pårørende kalder Allers metoder urimelige. Aller erkender fejlen og beklager.

En århusiansk mand fik lidt af en overraskelse, da hans kone pludselig havde tegnet et abonnement på Aller-bladet ‘Spis Bedre’. Hustruen har nemlig mistet evnen til at tale efter alvorlig sygdom. Det hindrede dog ikke en telefonsælger i at få solgt et blad til kvinden. Manden til kvinden, der ønsker at være anonym, måtte herefter klage flere gange til Aller, før girokortene holdt op med at dumpe ind ad brevsprækken.

Sådan lyder bare et af fire nylige eksempler på kontroversielle salgsmetoder hos Aller, som Radio24syv har kendskab til.

En anden, der er utilfreds med Allers metoder, er Lone Olsen. Hendes svigermor blev for et par år siden ramt af en hjerneblødning, og siden har hun ikke kunnet føre en normal samtale. Alligevel lykkedes det en af Allers telefonsælgere at få hende til at tegne et abonnement på ‘Spis Bedre’.

Lene Olsen klagede derfor straks til Allers kundeservice, men cirka 14 dage efter fik hendes svigermor alligevel et blad fra ‘Spis Bedre’ og et girokort. Det gør Lene Olsen vred:

»Jeg tænker, at det må være nogle telefonsælgere, der er på provision, og derfor gælder det for dem bare om at få solgt så meget som muligt, og så lytter de egentlig ikke til, hvad deres kunder siger. Så det er jeg vred over, og det har jeg også givet udtryk for overfor Aller,« siger hun til Radio24syv og uddyber:

»Det giver jo os pårørende ekstra arbejde, at vi skal ind og afmelde, forklare og gøre ved, og det er jo også nedværdigende over for min svigermor, at hun ikke kan tage sin telefon uden at blive prakket et eller andet på. Det er jo hendes eneste livline til omverdenen.«

En tredje, der inden for det seneste år har klaget hele tre gange til Aller er Lise Lotte Gregersen.

Hendes 83-årige mor har også for nylig tegnet et abonnement på ‘Spis Bedre’. Det sker på trods af, at moren har hukommelsesproblemer og ikke har lavet mad i flere år.

»Sælgeren pressede meget på, men min mor fortalte sælgeren, at hun slet ikke skal bruge bladet, fordi hun ikke selv kan lave mad. Men sælgeren blev ved og ved og endte med at få min mor til at sige ja, da han lovede hende en gave. Han overrulede hende fuldstændig,« siger Lise Lotte Gregersen til Radio24syv.

Lise Lotte Gregersen er godt træt af, at Allers sælgere bliver ved med at ringe til hendes mor:

»Jeg har klaget til dem tre gange nu inden for et år, men de bliver ved med at ringe og prakke min mor alle mulige ting på. Min mor er meget høflig, godtroende og har hukommelsesproblemer, og jeg synes det er urimeligt, at Aller udnytter ældre mennesker på den måde,« siger Lise Lotte Gregersen

Radio24syv kender derudover til et fjerde tilfælde om en 82-årig kvinde, der fik prakket et abonnement på ‘Spis Bedre’ på i den tro, at det var gratis og at hun fik det som en gave. Den 82-årige klagede siden selv til Aller for at få afmeldt sit abonnement. Den 82-årige ønsker ikke at stille op til interview.

Forbrugerordfører for Socialdemokratiet Karin Gaardsted er rystet over Allers salgsmetoder:

»Jeg synes, at det lyder meget uheldigt, at ældre mennesker får prakket abonnementer på, uden at de selv kan tage stilling,« siger hun til Radio24syv.

Radio24syv har kontaktet Aller, der ikke ønsker at stille op til mundtligt interview. Marketingchef Heidi Eriksen skriver i en e-mail, at Aller “er meget kede af sagen.”

Aller oplyser, at koncernen har et telemarketingbureau til at sælge ‘Spis Bedre’. Aller erkender, at bureauet ikke har været gode nok i kommunikationen med de forbrugere, som de har kontaktet.

»Vi gør alt, hvad vi kan for at sikre os mod lignende fejl fremadrettet,« skriver Heidi Eriksen til Radio24syv.

Telefonsalg er som udgangspunkt ulovligt i Danmark, men med nogle få undtagelser. Det er blandt andet lovligt at sælge aviser, bøger og blade over telefonen. Forbrugerombudsmanden oplyser til Radio24syv, at lovgivningen er sådan, fordi det er blevet vurderet, at det er “godt” og folkeoplysende for forbrugerne at få tilbudt aviser og blade.

Karin Gaardsted, forbrugerordfører for Socialdemokraterne, synes dog, at man kan diskutere, om ‘Spis Bedre’ er folkeoplysning.

»Jeg synes godt man kan diskutere, om ‘Spis Bedre’ overhovedet bør være i samme kategori som for eksempel de danske dagblade. Altså skal det være lovligt at sælge blade med madopskrifter over telefonen? Jeg mener, at ministeren må forholde sig til problematikken,« siger Karin Gaardsted med henvisning til erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

Radio24syv har i aftes kontaktet Troels Lund Poulsen for en kommentar, men han er endnu ikke vendt tilbage.