En 17-årig dreng er nytårsdag død af meningitis fremkaldt af bakterier. Styrelsen for Patientsikkerhed har lavet smitteopsporing.

Søndag den 1. januar 2017 er en 17-årig dreng fra Region Hovedstaden død af den sjældne meningokoksygdom, som kan vise sig som meningitis, som blodforgiftning eller begge dele.

Sygdommen skyldes bakterier, som kaldes meningokokker, og er både sjælden og meget lidt smitsom. Der registreres cirka fem årlige dødsfald grundet meningitis i Danmark, hvor meningokokbakterier oftest er årsag.

Meningitis er betændelse i hinden omkring hjernen og rygmarven. Sygdommen kan ramme alle mennesker, men ses især hos børn, ældre og svækkede personer.

Det er ikke mere end et år siden, at en anden teenagedreng på 16 år omkom af meningitis. Han var elev på en efterskole i Nyborg, som fjorten dage efter dødsfaldet blev ramt af endnu et tilfælde af menigitis. Det førte til, at efterskolens 163 elever blev sendt hjem og modtog forebyggende behandling.

På samme måde har Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med det nuværende dødsfald lavet smitteopsporing og været i kontakt med udsatte personer.

»Vi har lavet smitteopsporing og været i kontakt med de personer, som det er relevant at tilbyde forebyggende behandling. Det er vigtigt at understrege, at sygdommen er meget lidt smitsom, og at det kun er nødvendigt med forebyggende behandling, hvis man har sovet sammen med eller kysset en person, der er syg med meningokoksygdom inden for en periode på ti dage før sygdommens start,« lyder det i en pressemeddelelse fra Anette Lykke Petri, der er enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.