Teenagefædre lades i stikken

Unge fædre bliver helt fra barnets undfangelse forskelsbehandlet og får mindre hjælp til den måske uønskede forælderrolle, end teenagemødre får. Det mener formanden for Foreningen Far.

Det var ikke planlagt. Overhovedet.

De havde dannet par i knap to år, da hun fandt ud af, at hun var gravid. Hun var 17 år og var lige kommet hjem fra efterskole. Jon Hansen selv var 18 år, havde netop fået sin faste bøjle af tænderne og var godt i gang med at forfølge sin egen uddannelsesplan. Han havde gennemført grundforløbet på social- og sundhedsskolen i Esbjerg og skulle kort efter begynde på social- og sundhedshjælperuddannelsen.

»Jeg var overhovedet ikke klar. Det var et dårligt tidspunkt. Vi boede ikke sammen. Jeg var mellem uddannelser, og hun skulle først i gang med alt det,« fortæller Jon Hansen til Berlingske om sine tanker, dengang det gik op for ham, at hans liv stod til at forandre sig radikalt. At han skulle være voksen. Være far.

De to unge havde talt om at få børn. Men ikke nu. Om et år, måske. Så kunne Jon nå at blive færdig på studiet og kunne sikre en lille familie en indtægt.

»Vi brugte p-piller og i begyndelsen af vores forhold også kondom. Men det lagde vi på hylden, for vi fandt ud af, at det var hende og mig for altid. Hun havde været på en pause med sine p-piller. Hun havde vist også fortalt mig det, men det har jeg åbenbart fået ud af hovedet igen. Så tænkte vi os ikke om, og så pludselig, så – ja, så var det bare sket,« fortæller Jon Hansen.

I marts 2011 blev han far til sønnen Bertram, der i dag er en lyshåret lille fyr i tumlingealderen med sunde, runde kinder.

Hvert år er der cirka 200 helt unge mænd, der ligesom Jon Hansen bliver fædre, før de selv er fyldt 20 år. For nogle er det en våd aften i byen, der er endt med et one night stand og siden en baby. I andre tilfælde har kæresten måske sløset med p-pillerne. Atter andre har selv valgt det – eller i hvert fald undladt at undgå en graviditet.

Fælles for de unge mænd er, at de, helt fra graviditeten bliver konstateret, er ringere stillet end de kvinder, som bærer deres børn. Som følge af kvindens ret til at bestemme over egen krop, har de ingen indflydelse på, om graviditeten bliver afbrudt eller ej. De får ikke samme støtte under graviditeten og efter fødslen til at klare forældrerollen. Og bor de ikke sammen med moderen, når barnet bliver født, får de i den første lange periode af barnets liv kun ganske lidt samvær.

Det manglende fokus på de unge fædre kan i værste fald betyde, at de nybagte fædre ikke får set deres børn. Det er et tab for både far og barn, fortæller flere, som er i berøring med de unge fædre, til Berlingske.

»Der er meget stor forskel på, hvordan disse her to forældre bliver behandlet i systemet. Allerede fra befrugtningen er sket, har mand og kvinde forskellige rettigheder. Kvinden bestemmer, om forældreskabet overhovedet skal eksistere, bagefter får hun en masse støtte, og når barnet er kommet til verden, har hun fortrinsret til at være sammen med barnet. Der er ingen retssikkerhed for hverken far eller barn. Det eneste sted, disse drenge kan få støtte, er ofte fra deres forældre. Men ikke alle kan bruge dem i denne her situation,« siger formand for Foreningen Far, Jesper Lohse.

Foreningen bliver hver eneste uge kontaktet af en af de helt unge fædre, som ikke havde planlagt at skulle være far. De kan lige så vel være universitetsstuderende som håndværkerlærlinge eller gymnasieelever. De spørger, om de bør få lavet en faderskabstest, om de kan få del i forældremyndigheden, hvor meget de skal betale i børnepenge, og hvor meget samvær med deres barn de har ret til.

De fleste er parate til at tage et ansvar, selv om de måske ikke bor sammen med moderen til barnet. Men mens der findes en række tilbud til unge mødre, står de unge fædre temmelig alene, oplever formanden for Foreningen Far.

»Vi har jo for eksempel mødregrupper. Men hvorfor er det ikke i stedet familiegrupper? Hvor skal de unge fædre ringe hen? De kan kun ringe til Statsforvaltningen, men der får de ingen rådgivning. De lander i telefonkøen som nummer 58,« siger Jesper Lohse.

Bliver en teenagepige gravid, er der forholdsvis mange tilbud til hende, der støtter hende i at være en god forælder, og i at få taget en uddannelse, hvad mange unge mødre ikke gør. Hun tilbydes at møde andre unge i særlige mødregrupper for ikke at føle sig alene i situationen, og sundhedsplejersker landet over er særligt opmærksomme på at støtte mødrene til at give børnene en sund hverdag.

Frem til barnet er 18 år, skal fædrene hver måned betale børnebidrag til moderen. Men om de unge fædre lige som mødrene er udsatte uddannelsesmæssigt og socialt, findes der ifølge flere forskere, Berlingske har talt med, ikke megen viden om.

Til gengæld er der enighed om, at fædrenes relation til deres børn er mere skrøbelig end mødrenes, og at de unge fædre er en noget overset gruppe. Rigtig svært har de det i de tilfælde, hvor de er uenige med kæresten om, hvorvidt de skal beholde barnet eller ej, fortæller Kenneth Reinicke, mandeforsker fra Roskilde Universitet. For det er jo i sidste ende den unge kvinde, der bestemmer, om den unge mand skal være far eller ej.

»De føler, at de mister kontrollen over deres liv. De føler afmagt, vrede og skyld, når de selv står uden for beslutningen, og der pludselig er en anden, der træffer et af de allervigtigste valg i deres liv,« siger han.

Jon Hansens reaktion var, at han ville have, at kæresten skulle få en abort. Hendes familie var i begyndelsen også fortaler for abort. Men hun kunne ikke få sig selv til at afbryde sit svangerskab.

»Jeg følte mig rigtig, rigtig lille. At vide, at man skal være far og ikke kunne gøre noget ved det, er en hård omgang rent psykisk,« siger Jon Hansen.

Uenigheden førte til en lang række diskussioner, som tre måneder inde i graviditeten førte til et brud.

»Vi skændtes hele tiden. Det ville vi ikke bringe en søn ind i verden til,« fortæller Jon Hansen.

Fra det tidspunkt vidste han, at han ikke ville få en almindelig hverdag med sit barn.

De unge fædre står ofte i en særlig udsat situation, fortæller Lone Christoffersen, der er sundhedsplejerske i Slagelse Kommune.

»Vi er i kontakt med de unge fædre, når vi tager ud til de unge mødre. Er forældrene skilt, tilbyder vi også at komme hos far. Men hvis ikke mor og far bor sammen, har vi ikke altid kontakt til ham,« siger Lone Christoffersen.

Hendes erfaring er, at de fleste unge par vælger at flytte sammen, når de finder ud af, at der er en lille på vej. Af og til hjemme hos den enes forældre. Langt de fleste tager opgaven alvorligt og vil gerne leve op til det store ansvar, de står overfor. Men de unge par har nogle særlige udfordringer sammenlignet med ældre forældre.

»De har måske ikke kendt hinanden i ret lang tid. Nogle gange har de ikke en gang været kærester. Så skal man til at finde ud af at leve sammen samtidig med, at man skal være forældre. Det er en kæmpestor udfordring,« siger Lone Christoffersen.

Hvis parforholdet så går i stykker – uanset om det er før eller efter, barnet er kommet til verden, står fædrene pludselig i en meget udsat position, som rammer både far og barn.

»Nogle gange mister de samværet med deres barn. Det bliver for svært, fordi der måske kommer en ny kæreste ind i billedet, der går ind og er far,« fortæller Lone Christoffersen, der gerne så, at der var flere støtteforanstaltninger målrettet fædrene.

Formand for Foreningen Far, Jesper Lohse, bekræfter, at de manglende tilbud til fædrene kan koste dem samværet med deres børn.

»Konsekvensen af, at vi ikke forebygger ordentligt eller rådgiver dem godt nok, er, at småting eskalerer til problemer. Faderen kommer skævt i gang, eller får slet ikke mulighed for at være sammen med sit barn og kommer til tider op at skændes med moderen. Der er også fædre, der stopper på deres uddannelse og går ned med flaget. Det er hamrende synd for barnet og de unge fædre. Det er en helt forkert start på familielivet,« siger fædrenes formand.

Chefpsykolog og leder af Rigshospitalets fædreforskningsprogram Svend Aage Madsen mener også, at der mangler tilbud til de unge fædre.

»Det er nok primært det juridiske, fædrene kan få hjælp til. Jeg har ikke set tilbud, hvor man kan snakke med dem om, hvordan det er at være i denne her situation. Det kunne være rigtig vigtigt,« siger han.

Uanset om de unge skal leve sammen eller ej, ville det være godt at få en eller anden form for forhandling i gang, allerede mens barnet endnu er på vej, om, hvordan hverdagen skal være, og hvor meget faderen skal se barnet, mener han.

»For der er ikke noget, der er så svært som at finde løsninger, når man står med et spædbarn og føler sig ked af det, svigtet eller vred. Det vil have stor betydning for, hvordan det kommer til at gå bagefter,« siger chefpsykologen.

I Jon Hansens tilfælde blev det i høj grad forældrene, der udgjorde hans støtte. De hjalp ham til at være afklaret omkring at skulle være weekendfar i i hvert fald de første år af sønnens liv.

»De snakkede rigtig meget med mig om, at vi skulle få det bedste ud af det, selv om jeg ikke skulle være sammen med moderen. At jeg måtte gøre det bedste, jeg kunne, for at holde fast i min uddannelse, så jeg kan tage mig af min søn,« fortæller Jon Hansen.

Alligevel savnede han at mødes med andre enlige fædre, så de kunne støtte hinanden og dele deres oplevelser.

»At snakke med ens forældre og venner er dejligt, men med andre unge fædre ville man kunne finde en forståelse for, hvor ensom man egentlig er, når man står over for at skulle være alenefar i en meget ung alder,« siger han.

I den sidste del af graviditeten begyndte Jon Hansen at glæde sig i stedet for at føle afmagt og vrede. Der var alligevel ingen vej tilbage. Det blev hans mål at blive den bedste far, han overhovedet kunne, og at få mest muligt tid med sønnen. Dagen efter fødslen besøgte han Bertram og hans mor på Esbjerg Sygehus.

»Det var den bedste oplevelse nogensinde at se ham for første gang.«

Kort efter valgte Bertrams forældre at gå i Statsforvaltningen for at få lavet klare aftaler om samvær og undgå diskussioner. I begyndelsen så Jon Hansen sin søn to timer hver onsdag. Siden har de selv lavet aftaler om, at Bertram kan være hos sin far, der for tiden selv bor hos sine forældre, i en del weekender. Samarbejdet mellem de to unge går fint, og far og søn har god kontakt med hinanden.

I dag kan han ikke forestille sig ikke at være Bertrams far.

»Nu er han her, og jeg elsker ham af hele mit hjerte. Så i dag kan jeg ikke se, at han ikke skulle være her. I dag er jeg glad for, at det ikke blev til en abort,« siger Jon Hansen.