TDC opfordrer danskerne til ekstra årvågenhed, før de ringer tilbage til udenlandske numre. Et opkald kan nemlig koste kassen.

Får du et opkald fra en mystisk fremmed, skal du ikke ringe tilbage. Bag nummeret kan der gemme sig en fupmager, der vil få din telefonregning til at nå skyhøjder.

TDC advarer nu om, at der er en omfattende svindel igang med fupopkald. Derfor skal danskerne være opmærksomme, inden de ringer tilbage til ukendte udenlandske numre, advarer de.

Svindlen fungerer ved, at danske kunder ringes op fra et udenlandsk nummer og lokkes til at ringe tilbage. Gør man det, forbindes de til en telefonsvarer i udlandet, hvor man kommer til at betale en meget høj minutpris, advarer TDC.

Antallet af sager med fupopkald svinger meget, og for tiden er der en del, oplyser TDC.

- Vi oplever sådan cirka en gang i kvartalet såkaldte "peaks" i udenlandske svindelopkald, der på den ene eller anden måde forsøger at lokke danskerne til at ringe tilbage. Det tyder på, at der er særlig mange opkald lige nu, siger Anne-Mette Sommer, afdelingschef hos TDC.

Svindlerne skifter løbende opkaldsnumre, så det er meget vanskeligt at sætte en endelig stopper for problemet. Hvis en nummerserie standses, så sker kaldene fra en ny. Derfor kan forbrugerne ikke gardere sig ved at genkende et nummer.

- Det absolut bedste råd er at bruge sin kritiske sans, når man får et opkald om at have vundet en rejse til Caribien eller lignende. Det gamle ord gælder stadig: Når noget lyder for godt til at være sandt, så er det ofte, fordi det ikke er sandt, siger Anne-Mette Sommer.

/ritzau/