Taxameteret tikkede hele vejen ned gennem Europa, da en mand i 30erne ville til Rom for at se en kirke.

Der er rutineopgaver, og så er der den opgave, du kun får én gang i livet.

Sidstnævnte fik en taxachauffør i Odense, da han en onsdag nat for godt et halvt år siden samlede en mand i 30erne op foran et hotel.

Manden ville til Rom, og det skulle ske i taxa ned gennem Europa, skriver metroxpress mandag.

»Der var den her kirke, som han gerne ville ned og se i Rom. Først troede jeg han ville køres til lufthavnen - men nej, han ville i taxa hele vejen. Så da han havde givet sit dankort, og jeg kunne se der var dækning, så kørte vi af sted,« siger taxachaufføren, Martin Langsted, til metroxpress.

Normalt kan man godt aftale en fast pris på længere ture med taxachauffører, men her gik hele turen på taxameteret, der tikkede ned gennem Tyskland, Østrig og Italien.

Turen tog tre dage og taxameteret endte på 29.226 kroner.

Kender du identiteten på den stålsatte taxakunde? BT vil gerne i kontakt med vedkommende - send en mail til 1929@bt.dk.