Mor klager over, at chauffør fra Terndrup Taxa kørte 14-årig handicappet dreng det forkerte sted hen og lod ham være alene i en time.

Helt efter proceduren har Vincent Löw Kristensen den dobbelte kuffert med, da han siger farvel for i dag til sfo’en på Rosenvængets Skole og sætter sig ind i taxaen, der venter på ham. Det er torsdag, og kufferten indikerer, at det er skiftedag, og at den 14-årige dreng, der lider af downs syndrom, skal hjem til sin aflastningsmor weekenden over, som han er fast hos to gange om måneden. Det fremgår af kørselsskemaet, det er der intet nyt i.

Men chaufføren fra Terndrup Taxa har ingen køreseddel om hverken dato og sted for Vincent Löw Kristensen med i bilen. Derfor kører chaufføren hen til hjemmeadressen, sætter ham og hans kuffert af og kører videre igen - uden protest fra drengen, der på grund af sit handicap næsten ikke snakker og derfor ikke siger noget til chaufføren.

I en time er Vincent Löw Kristensen, der behøver hjælp fra voksne for at kunne klare sig, alene.

Den bekymrede aflastningsmor ringer først til moderen, Edith Kristensen, der er i Vejle, fordi drengen ikke som planlagt er kommet hjem til hende. Dernæst ringer hun til skolen, som ringer til Terndrup Taxa, der kører tilbage for at hente ham igen.

Edith Kristensen skynder sig hjem fra Vejle, og da hun kommer til huset, står hoveddøren åben, og deres tre hunde løber rundt på vejen. Vincent Löw Kristensen er i taxaen, hun konfronterer chaufføren og tager sin dreng med indenfor.

Både terrassedøren og køleskabet står åbent, huset var rodet til, og på spisebordet var der en brødkniv og franskbrød.

Episoden har fået Edith Kristensen til at klage til Viborg Kommune og Terndrup Taxa.

»Vi synes, det er yderst kritisabelt at aflevere et udsat barn til ingenting uden at tænke sig om. Taxaselskabets ledelse er ansvarlig for at forsyne deres chauffører med de nødvendige skemaer, hvor børnenes kørsel og adresse er korrekt oplyst,« skriver hun i klagebrevet, som folkebladet er i besiddelse af.

Hun er vred over, at Terndrup Taxa konstant skifter ruterne, og at det er nye folk hver gang.

»Der bør være faste ruter til den samme chauffør, der også burde have en arbejdstelefon, så vi forældre kunne komme i kontakt med chaufføren, hvis der sker sådan noget her,« skriver Edith Kristensen videre.

Der vil altid ske fejl

Terndrup Taxa overtog efter sommerferien skolekørslen - inklusiv handicapkørslen - i Viborg Kommune. De første uger var kaotiske, hvor op mod et halvthundrede børn og ældre om dagen oplevede, at skolebussen eller taxaen ikke kom eller var forsinket.

Selskabet ikke at kommentere den pågældende episode. Ejer Kenny Thygesen henviser i stedet til Viborg Kommune.

Her beklager Benedicte Wriedt, der er chef for kørselsområdet. Hun kalder det en »uheldig, menneskelig fejl,« at Vincent Löw Kristensen blev kørt til den forkerte adresse. Kommunen har efterfølgende har været i kontakt med Terndrup Taxa.

Benedicte Wriedt mener dog, at den slags fejl altid vil ske, uanset hvilket selskab der kører. Og sammenligner man oktober med august, hvor Terndrup Taxa var begyndt med skolebuskørslen, er der sket fremskridt med kørslen.

»Der er slet ikke det samme omfang af fejl i dag, som der var dengang«.

»Men det må ikke ske, at drengen bliver sat af, når der ikke er nogen hjemme. Det er en basal ting, som chaufførerne bør vide,« siger Benedicte Wriedt.