Efter en ordentlig herretur i byen er der brug for en taxa hjem. Men seks mænd fra Nordsjælland havde næppe drømt om, at de skulle tage en hyrevogn 2900 kilometer hjem til Danmark fra Porto i Portugal, hvor de siden fredag har været strandet på grund af vulkanasken fra Island. Prisen for turen er 26.000 kroner. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Vi har forsøgt både at leje bil og finde et tog, men biludlejningsfirmaerne i Portugal vil ikke lade os leje en bil og køre den til Danmark, og allerede i weekenden fandt vi ud af, at vi først kunne få en togbillet tirsdag aften, men kun til Paris, og så ville vi næsten være lige vidt, fortæller Ulrik Jensen fra Hillerød og en af de seks strandede venner, der kender hinanden fra ungdomsårene i Fredensborg.

Efter et forgæves forsøg på at arrangere en bustur hjem sammen med andre strandede danskere, besluttede gruppen derfor at tage en taxa mandag formiddag.

- Vi regner med at være hjemme natten til onsdag, hvis alt går efter planen, siger Ulrik Jensen.

Selv om taxaturen fra Portugal nok skal skrive sig ind i de danske mediers historiebøger, så er der dog et godt stykke vej til verdens længste taxatur, som blev gjort af tre mænd i 1994, da de tog en taxa fra London i England til Cape Town i Sydafrika - og tilbage igen.

Den tur var i følge Guiness Book of Records på 34.908 kilometer og kostede 360.000 kroner.