Tanja Fox, 44 år, arbejdsløs selvlært gartner, bor på Christiania. Med undtagelse af få korte perioder har hun boet der, siden hun var fire år gammel, hvor hendes mor flyttede ind som en af de første christianitter.

- Folk kan ikke forstå, at jeg som christianit ikke ryger hash. Det er en kæmpe fordom. Jeg har ikke røget hash, siden jeg var teenager. Jeg bryder mig ikke om det, men det er lige før, at nye mennesker, der møder mig, tror, at jeg har hash i lommerne og gerne vil sælge noget til dem.

Folk tror også, at det kun er uuddannede folk, der bor herude. Det, synes jeg, er lidt underligt, for der er godt nok mange med høje uddannelser herude.

Jeg levede engang af at være gartner, men lige nu får jeg kontanthjælp. Jeg vil helt vildt gerne have et arbejde, men der er ikke noget at få. Sådan er situationen vist alle vegne. Lige nu handler det om at beholde smilet, selvom der ikke er noget arbejde.

De sure udenfor
Jeg bor stadig på Christiania, fordi jeg ikke har turdet flytte, tror jeg. Jeg drømmer om at flytte på landet, når mit sidste barn er flyttet hjemmefra, men det er ikke fristende at flytte ud i København. Jeg synes, folk er sure og er sig selv nærmest derude.

Det er ærgerligt med kriminaliteten, som følger med hashen i Pusherstreet. Røvere og soldater er det. Jeg synes, det er ubehageligt.

Da der var optøjer i august, fik jeg en sms fra en af mine veninder på Christianshavn. ’Er du okay?’ spurgte hun, fordi der var fyldt med politi og tåregas. Men heldigvis var vindretningen den anden vej, så jeg tullede bare rundt i min have.

Her er meget lidt almindelig kriminalitet. Den kriminalitet, der er, foregår i forbindelse med hashmarkedet, og derfor synes jeg, det ville være rart, at hash blev afkriminaliseret.