Den kommende vinterstorm kan vise sig at blive det, det med et meteorologisk begreb kaldes en 'atmosfærisk bombe'.

Både danske og udenlandske prognoser peger på, at et voldsomt stormvejr vil ramme Danmark torsdag eftermiddag og vare i helt op til et døgn, og det skal tages ganske alvorligt, mener TV-meteorologen Peter Tanev.



- Vores storme er drevet af kold luft fra nord og mild fra syd. Og når de to mødes, dannes der et hvirvlende lavtryk som gør, at det begynder at storme. Der skabes et hul i atmosfæren, hvor vinden løber hen, og det tyder lige nu på, at det vil skabe en såkaldt atmosfærisk bombe over Danmark, forklarer Tanev.

Han nævner desuden, at den kommende storm faktisk minder om den, der ramte Danmark for præcis 14 år siden.

- Den storm, vi får nu, kommer fra en meget klassisk bane. Den minder om den storm, vi havde 3. december 1999, fordi den er så langvarig. Vi vil få vindstød af stormstyrke i 24 timer. Det vil generelt blæse rigtig meget over Danmark i rigtig lang tid. De fleste vil opleve, at vinden vil være værst fra sen torsdag eftermiddag indtil fredag morgen, siger Tanev.



December-orkanen i 1999 kostede syv liv, skabte store ødelæggelser og kostede forsikringsselskaberne milliarder af kroner i Danmark. Derfor skal man tænke sig godt om, før man bevæger sig udenfor, når nu en ny december-storm truer.

- Tænk dig godt om, og om det, du skal torsdag aften og fredag morgen, er vigtigt. En langvarig storm som denne kan komme til at give forholdsvis store infrastrukturmæssige udfordringer. Vi er så tæt på nu, så der skal nok komme blæst, siger Peter Tanev.



- Jeg har før prøvet, at folk griner af mig efter en stormvarsel, men denne gang tør vi ikke andet, en at gå ud og advare. Vi er simpelthen nødt til at sige, at folk skal passe godt på og tænke sig om, lyder det.

Stormvejret vil også få en betydning for vandstanden i de indre farvande, da vandet i Kattegat vil blive presset mod syd. Udover det kan Vestjylland samt Nord- og Østsjælland også forvente sne.

TV 2 Vejrets prognosemodel tirsdag 3. december, som man forventer middelvindhastighederne vil se ud torsdag 19.00. Et område med fuld orkan - over 32,6 m/s - angivet med mørk lilla farve rammer på det tidspunkt vestkysten. Stormen fortsætter derefter ind over hele landet.
TV 2 Vejrets prognosemodel tirsdag 3. december, som man forventer middelvindhastighederne vil se ud torsdag 19.00. Et område med fuld orkan - over 32,6 m/s - angivet med mørk lilla farve rammer på det tidspunkt vestkysten. Stormen fortsætter derefter ind over hele landet. Foto: TV2 Vejret
Vis mere