Et nyt forskningsresultat har påvist, at en sammenrullet tampon af bacon kan stoppe ukontrollerbart næseblod. Forskerne bag er blevet hædret med alternativ nobelpris.

Bacon udøver ikke kun gastronomiske mirakler i selskab med æg og leverpostej. Det salte kød kan også levere medicinske mirakler, forlyder det i Dagens Medicin.

Her fremgår det nemlig, at bacon har vist sig uhyre effektiv til at stoppe den sjældne sygdom Glanzmann thrombasthenia, der forhindrer blod i at størkne, og som resulterer i ukontrollerbart næseblod.

Det er en fireårig pige, der har lagt næsebor til den sælsomme forbinding, der bliver stoppet op i næseborene. Af to omgange - med fire måneders mellemrum - blev pigen indlagt på et hospital med et ukontrollerbart næseblod og begge gange lykkedes det forskerne at stoppe blødningen ved at bruge den alternative forbinding, skriver Dagens Medicin.

Blødningen blev således stoppet i løbet af 24 timer, og pigen kunne lade sig udskrive igen efter tre døgn. Der er ingen meldinger om, hvordan forskerne bag opdagelsen kom på idéen. De fire forskere - Ian Humphreys, Sonal Saraiya, Walter Belenky og James Dworkin - er blevet hædret med en pris for forskningen. De har vundet den medicinske pris IgNobel, der sigter efter at hædre forskning, der kombinerer humor og tanke.

Konkurrencen var i øvrigt hård: Et andet forskningshold havde undersøgt reaktionerne i hjernen på personer, der ser Jesus afbildet i toastbrød, mens et andet projekt nærstuderede katteejeres risiko for at udvikle sindslidelser, beretter Dagens Medicin.