Malenes mor møder Falck-redderen, der holdt datterens hjerte i gang i tre kvarter
Det var så lidt. Jeg er kun et led i kæden.Otto Jensen smiler helt fra hjertet. Han ved godt, at han har gjort en større forskel end de fleste. Også fredag den 11. februar, da han kørte med udrykning fra Maribo Falck-station til Præstø Fjord, hvor 13 efterskoleelever og to lærere var kæntret til havs på Præstø Fjord.
Det er selvfølgelig flere faktorer, der har bragt Malene tilbage til livet: Redderne i helikopteren, lægerne på Rigshospitalet, den teknik, de har til rådighed, og så kulden, der holdt Malenes kropsfunktioner på et minimum, så hjernen ikke tog skade.
Men det er ambulance-behandleren Otto Jensen, der helt konkret har betydet forskellen mellem liv og død.
Tusinde tak
Da han fik den unge pige i hænderne på kajen ved Præstø Havn, var hun teknisk set død.
Så hvis ikke han og makkeren havde holdt hjertet – og dermed hele Malenes system – i gang, inden helikopteren nåede frem, havde Lisbeth ikke haft sin datter i dag.
Måske derfor ved Malenes mor, Lisbeth Kristensen, ikke rigtig, hvor hun skal gøre af sig selv.
Hun giver Otto tre æsker chokolade.
- Nej, det er ikke så lidt. Det er jo det største for mig. Du har reddet min datters liv. Tak. Tusinde tak, siger Lisbeth til manden og giver ham et forsigtigt kram.
Det er faktisk anden gang, hun møder manden, der betød forskellen mellem liv og død. Men første gang var hun ikke rigtig sig selv.
Måtte se til Malene
Sidste fredag dukkede han nemlig uventet op på Riget, hvor han bare præsenterede sig som Otto.
Men netop den dag var der dårlige nyheder. Lægerne måtte indoperere en respirator, fordi Malene ikke selv kunne trække vejret.
- Jeg var enormt ked af det og ænsede ikke så meget omkring mig, siger hun om situationen, da Otto tilfældigt dukkede op.
- Jeg var på Riget i et andet ærinde, og jeg måtte altså lige se, hvordan den pige havde det, siger Otto.
- Jeg var meget glad for at se Malene, og jeg må indrømme, at jeg fik en klump i halsen og lidt vand i øjnene, da jeg kunne mærke, hvor varm hendes arm var. Sidste gang, jeg havde hende mellem hænderne, var hun iskold og livløs. Hjertet var gået i stå, hun havde ingen vejrtrækning og lå bare og kiggede på os med åbne øjne.
Ville sige tak
Lisbeth nåede aldrig at sige ordentligt tak til redningsmanden, og derfor kontaktede hun B.T. og bad os finde Otto, så hun kunne se den mand i øjnene, der har reddet hendes datter.
- Hvad tror du, der var sket, hvis I ikke havde givet hende hjertemassage den fredag? Var hun så begravet i dag, spørger Lisbeth lidt tøvende.
- Ja, det er nok overvejende sandsynligt, må Otto nødtvungent svare.
´- Hendes hjerte slog ikke selv, da vi fik hende ind, så vi holdt cirkulationen i gang, samtidig med at vi ventilerede hende, forklarer Otto.
Det er helt tydeligt, at Lisbeth gerne vil vide så meget konkret som muligt. Jo flere detaljer, des bedre.
Glad for sit job
De snakker om genoptræning i Jylland. Hun får bekræftet, at Malene blev sejlet ind som en af de sidste, og at hun har ligget i vandet i mere end to timer, og hun spørger til Ottos uddannelse som ambulance-behandler og til selve hjertemassagen:
- Hvor mange gange er det, man trykker?
- 30 gange, midt på brystbenet, og så giver man to pust, siger Otto.
Vi spørger, om han kan lide sit job, og Otto tøver ikke med svaret:
- Ja, det kan jeg. Der er mange, der tror, at vi kun ser blod, død og ødelæggelse. Men det er jo netop sådan noget som det her, der gør, at jobbet er så livsbekræftende.
Lisbeth Kristensen nikker, men man kan mærke, at hun bliver lidt fjern indimellem, og at hendes tanker er hos datteren, der ligger nogle etager over hospitalets reception, hvor vi står.
- Hun har det bedre. Det går fremad, og lægerne mener ikke, der er noget galt. Vi har kontakt med hende, og de siger, at hun sad et øjeblik på sengekanten i går aftes, efter jeg var gået. Jeg må nok snart derop igen... siger Lisbeth med lys i øjnene.
Hun vender sig om mod Otto:
- En dag fortæller jeg hende om dig. Så fortæller jeg, hvad du gjorde for hende. Jeg har ikke været god til at leve i nuet, og jeg er alt for god til at brokke mig over ligegyldige øv-ting. Det har jeg lovet ikke at gøre mere. I hvert fald ikke så meget som før. Egentlig er vi jo bare enormt heldige, at vi lever i et land som vores.
