Tænk dig godt om, inden du tænder op i grillen eller smider et cigaretskod i vejkanten i disse dage:

Lige nu er jord og planter nemlig knastørre, så der skal ikke mere end en gnist i det tørre løv til at starte en brand.

Danmarks Meteorologiske Institut har et tørkeindeks, og her kan man tydeligt se, at naturen er brandfarlig i visse dele af landet lige nu.

- Afgrøderne visner og græsset tørrer ud. Derfor øges brandfaren i naturen. Så man kan godt tage tørkeindekset som et brandfare-indeks.

Det fortæller senior-klimatolog ved DMI, John Cappelen.

Det er især den vestlige del af Jylland, Fyn og Sjælland, der er ramt af tørken, mens der er lidt mere vand i Østjylland, fordi der har været kraftige regnskyl på det seneste.

Rekord-tørt år indtil nu

John Cappelen peger på, at både vinteren, foråret og sommeren har været usædvanlig varm og langt hen af vejen også tør.

- Vi har haft høje temperaturer i lang tid. Vi har naturligvis også haft nedbør indimellem, men forsommeren og sommeren har været pænt tørre. Det har tørret jordene ud, og kun de nedbør, der er kommet indimellem, har kunnet fylde magasinerne op.

Faktisk var foråret i år det næst varmeste siden 1874, og vinteren var den femte varmeste siden samme år.

Selv om det endnu er for tidligt at sige, hvordan sommeren placerer 2014 kommer til at placere sig i statistikkerne, peger meteorologen på, at både juni og juli ligger over normalen, hvad varme angår, og den nedbør, der er kommet, er kommet i løbet af meget kort tid.

Det er også med til at øge brandfaren.

- Jo mere tørt, det bliver, jo mere øges brandfaren, så man skal passe meget på, når man bruger åben ild i naturen, for det kan få katastrofale følger, siger John Cappelen.



Lige nu tørster græs, buske og træer efter vand, og det bliver kun værre, påpeger meteorologen.

- Sådan som naturen ser ud de fleste steder i landet i øjeblikket, så skal man passe rigtig meget på, for der er rigtig meget tør vegetation, og det bliver kun mere og mere udtalt i det næste stykke tid.

Så sent som søndag og natten til mandag kæmpede brandmænd fra flere brandstationer med en skovbrand nær Fuglebjerg ved Næstved på det sydlige Sjælland.

Vagtchefen ved Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi fortæller dog, at tørken skal være ekstrem, før der bliver udstedet et egentligt forbud mod at bruge åben ild udendørs.

- Det er op til den lokale beredskabschef at beslutte, om der skal udstedes et forbud mod brug af grill og anden form for åben ild i det fri, og det sker kun i yderst ekstreme tilfælde, siger han.