Louise Haack
Hvis de kunne, ville de beholde deres søn derhjemme og skåne ham for flere knytnæveslag og kvælertag.

Men når huslejen skal betales, og der skal mad på bordet, så er Bettina og Jacob Fog Holst Larsen nødt til at passe deres jobs som henholdsvis salgskoordinator og skorstensfejer. Derfor må de hver dag sende deres 10-årige blinde søn Marius i skole velvidende, at han måske kommer hjem med flere ar på sjælen, end han allerede har fået.

- Det er hårdt for os at have det dårligt hver dag. Jeg har det, som om jeg skal græde hele tiden, og når jeg har det sådan, så kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan det er at være inde i Marius' krop. Men han skal jo af sted, for han skal også lære noget, siger Bettina Fog Holst Larsen.

Hun kan godt forstå, hvorfor mange af bt.dk's læsere undrer sig over, at hun og ægtemanden Jacob ikke blot beholder sønnen hjemme i sikkerhed i stedet for at sende ham i skole hver dag. Men erfaring fortæller hende, at det ikke er vejen frem.

Da Marius sidste år var udsat for endnu en voldsom episode, ville Bettina have en støtteperson tilknyttet Marius. Det ville kommunen ikke give ham, og derfor beholdt hun ham hjemme. Men efter 14 dage skete der ingenting.

- Og jeg var bange for at miste mit job, så jeg blev nødt til at sende ham tilbage i skole, siger Bettina Fog Holst Larsen.

Flere gange har hun spurgt direkte, om skolen gerne ville have, at de flyttede Marius et andet sted hen. Men hver gang har meldingen været, at skolen godt kunne løfte opgaven. Og at de skulle 'holde ud, for det bliver bedre. Stol på os'.

Og Bettina Fog Holst Larsen vil da også gerne have, at Marius skal gå på Mølleholmskolen i Taastrup. Han skal blot flyttes til en mere stille børnegruppe, som også er på skolen.

- Det ville jo hjælpe alle. Det er jo også forfærdeligt for de børn, der slår. Og det er jo ikke deres skyld. De kan ikke gøre for det, og de bliver jo lige så kede af det, når de finder ud af, hvad de har gjort. Men skolen vil ikke flytte ham, fortæller Bettina Fog Holst Larsen.