BT har søndag interviewet Ebrahim Said. I klippet herover kan du høre, om han virkelig mener, at det er kvinders eget ansvar, hvis de bliver voldtaget. Til højre ses BTs journalist Heidi Pedersen

'En syg tankegang'. 'Grundlovsstridigt'. 'Stenaldertænkning'. Raseriet føg i luften, da BTs læsere søndag chattede med den 16-årige studerende Ebrahim Said. Han skrev i weekenden et debatindlæg, hvor han blandt andet argumenterer for, at letpåklædte kvinder selv bærer en del af ansvaret, hvis de bliver voldtaget.

Ebrahim Saids debatindlæg blev bragt i Weekendavisens spalter og har på få dage fået både politikere og befolkningen op af stolene. Det skyldes blandt andet disse linjer:

»Det er faktisk ganske enkelt. Hvis en kvinde vælger at gå mere eller mindre upåklædt gennem indre by klokken to om natten, så udfordrer hun skæbnen,« indleder Ebrahim Said sit debatindlæg.

Samtidig slår Ebrahim Said fast, at ingen mænd har ret til at begå overgreb mod kvinder. Men kvinder er samtidig ikke uden ansvar, hvis de bliver voldtaget eller seksuelt chikaneret:

»For hvis hun med sin mavebluse, kavalergang og bukser med huller i stik mod alle odds går alene gennem en park eller mørke farlige gyder, bærer hun så sandelig også et medansvar. Man sender heller ikke Pia Kjærsgaard alene gennem Nørrebro, vel?,« skriver Ebrahim Said.

BT inviterede søndag Ebrahim Said til at chatte med læserne, og mange benyttede her lejligheden til at udtrykke deres harme over den 16-årige drengs holdninger:

Læseren Annette skrev:

»Hvad så når nonner bliver voldtaget (er sket flere gange) er de så også upassende påklædt?? Tænk en dreng på 16 år skal begynde at give os skyldfølelse for, hvad vi har på af tøj.«

Læseren Anita Jensen skrev:

»Det kan aldrig være kvindens skyld. I et frit land skal kvinden kunne bevæge sig frit uden risiko for voldtægt. Det at antyde selv det mindste om, at det kan bare lille smule være deres skyld, viser stenaldertænkning hos vedkommende. Ebrahim, du burde sætte fokus på, hvad mænd skal gøre for at lære at begå sig omkring kvinder.«

Læseren Poul skrev:

»I oplægget opfordres til god debattone. Er det overhovedet en god tone at give piger/kvinder, der har kæmpet for løsrivelse fra deres patriarkalske mænd i flere århundreder - bare en lille del af skylden for deres egen voldtægt? Tror faktisk det er grundlovsstridigt at mene dette.«

Læseren Jeanne skrev:

»Om så en kvinde gik nøgen, skulle det jo ikke indbyde til voldtægt; hvad er det for syge mænd som tænker med sit lem og ikke deres hjerne. Du ser da ikke nogen kvinder, som får lyst til at voldtage en mand, fordi han går let påklædt, hvad er det for en syg tankegang. Det er mangel på opdragelse, den her med, når der bliver sagt nej, så mener jeg sku da nej.«

Ved at følge dette link kan du læse hele chatten med Ebrahim Said, der blandt andet slog fast at hovedmissionen bag indlægget var, at få løst det problem, som voldtægtsforbrydelser udgør i samfundet:

»Jeg er villig til at være forhadt resten af mit liv, hvis vi kommer sagen til bunds. Hvis vi barer kan skåne ét pigeliv, så kan jeg sove trygt ind. Det er dog ikke tilfældet i dag. Vi skal indbyrdes tale sammen om, hvordan vi løser dette verdensomspændende problem. Det ER et svært emne at tale om, men vi skal have åbnet op,« skrev Ebrahim Said til BTs læsere.