Var du vidne til epiosden, eller ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En syvårig dreng blev torsdag aften genoplivet, efter han blev fundet livløs på bunden af bassinet i Hadsund svømmehal i Nordjylland.

Politiet modtog anmeldelsen kl. 19.31.

»Det er en livredder i svømmehallen, der konstaterer, at der ligger en dreng på bundet af bassinet,« siger Poul Badsberg, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi, til BT.

Drengen bliver herefter bjærget op fra bassinet, og man konstaterer, at han er i livløs tilstand.

»Han er livløs og uden vejrtrækning, men livredderen går i gang med førstehjælp med det samme, og en ambulance bliver tilkaldt,« siger vagtchefen.

Livredderen formår at få den 7-årige dreng tilbage til bevidsthed, hvorefter han bliver kørt til observation Aalborg Universitetshospital.

»Efter omstændighederne har han det godt. Han er ved bevidsthed, og han er klar. Nu er jeg jo ikke læge, så jeg kan ikke sige, om han får varige men eller ej, men lige nu ser det i hvert fald ud, som det skal,« siger vagtchefen.

Drengen er stadig indlagt på sygehuset.

»Han er stadig indlagt under observation. Det er klart. Det er jo en 7-årig dreng, der har været uden bevidsthed,« siger Poul Badsberg.

Faren til den 7-årige dreng var også til stede i svømmehallen.