En syvårig dreng blev onsdag eftermiddag fløjet med helikopter på Rigshospitalet, efter at han blev fundet livløs i en svømmehal i Rødby.

Torsdag har Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi stadig ikke modtaget meldinger fra Rigshospitalet omkring drengens tilstand, oplyser vagtchef Søren Østervig.

»Drengen havde været udenfor bevidsthed igennem længere tid, da han blev trukket op fra bassinet, men om han stadig er i livsfare, ved jeg ikke,« fortæller han.

Politiet fik anmeldelsen onsdag klokken 15.13, og kort efter ankom politi og redningsfolk til svømmehallen, hvor drengen modtog livreddende behandling, før han blev overført til Rigshospitalet med lægehelikopter.

Politiet ved stadig ikke, hvordan den alvorlige ulykke kunne ske.

»Vi er i gang med at undersøge det og taler i den forbindelse med vidner, der var tilstede i svømmehallen,« fortæller Søren Østervig.

/ritzau/