Syv danske byer forlanger 625.000 kr. retur efter krisemøde

I syv byer har grand prix-feberen raset, efter at DR gjorde dem til medarrangører. Nu har DR droppet samarbejdet, og byerne kræver deres penge tilbage

I Brønderslev, Otterup, Varde, Hurup, Auning, Vamdrup og Kalundborg er den grand prix-feber, der har hersket i de syv byer de sidste tre måneder, nu blevet afløst af raseri og skuffelse.

DR har netop droppet planerne om de syv byer som centrum for store grand prix-fester, planer som gjorde de syv byer til medarrangører, og som alle syv byer har brugt mange kræfter og penge på.

Gennem en advokat kræver byerne nu blandt andet et beløb på i alt 625.000 kroner, som fem af dem har indbetalt i den forbindelse, tilbagebetalt fra DR.

- Jeg er rystet. Jeg troede, vi havde med en professionel arrangør at gøre, siger Michael Astorp, handelschef i Brønderslev Kommune efter at DR nu har droppet samarbejdet med de syv byer.

- Vi føler, at DR lader hånt om det lokale foreningsliv og lader arrangørerne stå med en økonomisk bet, som i sidste ende vil ramme ungdomsarbejdet i lokalsamfundet, siger Henrik Pedersen fra grand prix-udvalget i Hurup.

Pengene mangler

De syv byer holdt krisemøde med DR i torsdags, og efter krisemødet har byerne via en advokat, Allan Ulriksen, blandt andet krævet, at DR tilbagebetaler pengene - i brevet fik DR frist til tirsdag til at komme med et bud på en løsning af sagen.

- Det vil uden tvivl få stor økonomisk indflydelse på fremtidige arrangementer for nogle af de syv byer, da DR har valgt at fraskrive sig ansvaret for de allerede indbetalte beløb, som i alt udgør 625.000 kr. De vil selvfølgelig mangle i de lokale foreningskasser, indtil Danmarks Radio forhåbentlig besinder sig og tilbagebetaler beløbene, siger de syv byers talsmand, hotelejer Poul Winther, Otterup.

Det lykkedes ikke i aftes BT at få en kommentar fra DR-toppen om sagen, men i et brev, som BT er i besiddelse af, stilet til de syv byers advokat, afviser Christian Odd Wiberg fra DR Multimedia umiddelbart at betale pengene tilbage til de syv byer.

- Det, jeg kan sige allerede nu, er, at de allerede foretagne indbetalinger til Dansk Underholdnings Produktion ikke er et aftaleforhold, DR er part i, men også det vil vores juridiske afdeling formentlig vende tilbage til, skriver han - og afviser overfor byerne en hurtig løsning på sagen.

Konstruktiv dialog

- Jeg forstår, at I gerne vil have en afklaring hurtigst muligt. Men DR bliver nødt til at afdække alle aspekter til bunds for at løse denne sag på et seriøst grundlag – både juridisk og kommunikativt. Derfor håber jeg, at vi kan fortsætte den konstruktive dialog i begyndelsen af næste uge, skriver Christian Odd Wiberg.