Syv-årige Noah opdagede tidligt søndag morgen en bil, der stod i flammer. Den kvikke dreng fik hurtigt kaldt på sin mor, der kunne ringe efter brandvæsnet, som fik slukket branden, inden flammerne fik fat i et træbeklædt hus få meter derfra.

Alt virkede fredeligt søndag morgen i det nordsjællandske i Vesterbo i Værløse. Noah var stået tidligt op for at hoppe på sin trampolin i familiens have. På et tidspunkt hoppede han så højt, at han kunne se ud over hækken i haven. Masser af sort røg og en høj flamme så han herfra.

»Ild. Ild. Der er ildebrand. Du må ringe til brandvæsnet, mor,« råbte Noah med det samme, forklarer hans far, Michael Normann.

Moderen hoppede hurtigt op på trampolinen og kunne ganske rigtigt også se branden. 112 fik hun hurtigt ringet, og brandvæsnet kom og fik slukket ilden.

Få meter fra den brændende bil var der et træbeklædt hus. Heldigvis var det vindstille søndag morgen, så der ikke var nogen chance for at branden udviklede sig, forklarer Michael Normann.

Læs også:

Alligevel var beboerne i huset og andre naboer begejstrede for den kvikke drengs indsats. Derfor modtog han også en masse slik som tak hjælpen.

»Han blev rigtig glad, da naboerne til den parkeringsplads, hvor den brændende bil havde stået senere om eftermiddagen kom med en stor pose slik og sagde: 'Tusind tak Noah. Du er dagens helt',« siger Michael Normann, der forklarer, at sønnen var glad for at have været med til at få brandvæsnet på banen.

Læs også:

Noah starter i første klasse, når sommerferien slutter om en uge. Selvom der næppe er samtaler med studievejlederen lige foreløbig, så ved han allerede nu, hvad han skal, når han bliver stor. Han skal være brandmand, fortæller faderen, Michael Normann.