Åbningen af årets Roskilde Festival bliver et musikalsk topmøde mellem syriske og vestlige musikere.

Roskilde: Da borgerkrigen i Syrien brød ud, blev medlemmerne af det syriske nationale symfoniorkester, The Syrian National Orchestra for Arabic Music, nødt til at flygte.

I dag er de spredt i mange forskellige lande på flere kontinenter, og derfor har orkesteret ikke kunnet spille sammen i fem år.

Men når Roskilde Festival officielt skyder sommerens festival i gang med åbningen af Orange Scene, vil det klassiske, arabiske nationalorkester være samlet på scenen sammen britiske Damon Albarn, som i mange år har forsøgt at samle orkestret.

- For os er det en mulighed for at sætte mest mulig fokus på den syriske borgerkrig og de mennesker, der fordrives fra deres land og deres kultur, siger Roskilde Festivals talskvinde, Christina Bilde, til Ritzau

- Det en måde at vise, at kultur også har en aktuel stemme i en krig. Igennem musikken sætter vi fokus på, at flygtninge også kommer med ressourcer til fællesskabet, siger hun videre.

Damon Albarn er kendt som frontfigur fra 1990'ernes britpopband Blur og som en af mændene bag Gorillaz. Han inviterer en række musikalske gæster på scenen, som festivalen vil offentliggøre senere.

Christina Bilde kalder det et "musikalsk topmøde mellem syriske og vestlige musikere."

Da Albarn sidste år spillede med Africa Express var blandt andet Bo Madsen fra Mew, Trentemøller og Nick Zinner fra Yeah Yeah Yeahs på scenen.

Det er dog ikke problemfrit at få de syriske musikere til Danmark. I øjeblikket rådfører festivalen sig med en række myndigheder for at sikre, at de har lov til at opholde sig i Danmark i forbindelse med koncerten.

- For os er det ikke usædvanligt at have den her slags udfordringer, når vi inviterer musikere til at spille på festivalen. Men den her gang har vi taget en lidt større udfordring på os, siger Christina Bilde.

Koncerten finder sted onsdag 29. juni på Roskilde Festivals største scene, Orange Scene.

Ud over The Syrian National Orchestra for Arabic Music og Damon Albarn har Roskilde Festival offentliggjort flere andre store navne blandt andet New Order, LCD Soundsystem, Red Hot Chili Peppers og MØ.

/ritzau/