Skejby Sygehus vil i fremtiden selv stå for rengøringen efter to år med et privat firma. Fagforbund er glad for beslutningen.

Udlicitering af rengøringen på Skejby Sygehus bliver droppet om to år, og Aarhus Universitetshospital ansætter i stedet sine egne rengøringsfolk, skriver Fagbladet 3F.

Udliciteringen af rengøringsopgaverne på sygehuset har længe været omdiskuteret, fordi rengøringsassistenterne har klaget over for højt tempo, nedslidning og dårligt arbejdsmiljø.

Hospitalsdirektør Gert Sørensen siger til fagbladet, at beslutningen ikke har noget at gøre med utilfredsheden hos rengøringsassistenterne at gøre. Beslutningen om at droppe udlicitering til 100 millioner kroner har været planlagt i lang tid, fordi rengøringen på andre dele af Aarhus Universitetshospital allerede varetages af hospitalets egne rengøringsfolk.

»Vi har længe ønsket at lave en samlet organisering af vores ydelser. Den beslutning ligger før, det der skete sidste sommer. Og vi tror på, at vi kan løse opgaven lige så godt og billigt som ved udlicitering,« siger Gert Sørensen til Fagbladet 3F.

Randi Smitsdorf, formand for Privat Service, Hotel og Restauration i 3F Aarhus Rymarken, er glad for beslutningen om at droppe udliciteringen. Hun er sikker på, det vil forbedre arbejdsmiljøet på Skejby Sygehus, at rengøringsassistenterne i fremtiden bliver kolleger med sygeplejerskerne og læger.

Årsagen, til at udliciteringen først droppes om to år, er, at Aarhus Universitetshospital i forbindelse med fusionen af hospitalerne i Aarhus og sammenflytningen i Skejby har behov for tid til at opbygge en fælles organisering af serviceområdet.