Kommunikationen svigtede under den tragiske kæntringsulykke på Præstø Fjord.

Den øverste ledelse af det akutte beredskab på Alarmcentralen i Region Sjælland blev sat ud på et sidespor under den tragiske kæntringsulykke på Præstø Fjord forrige fredag.

I perioder var ledelsen af den akutte indsats på Slagelse Sygehus uden viden om, hvad der foregik på ulykkes-stedet i Præstø. Det bekræfter lederen af det præhospitale beredskab i Region Sjælland, Niels Christian Ahn overfor DR Sjælland.

Kommunikationen, som den skal foregå ifølge beredskabsplanen, svigtede på afgørende måde. Det var konklusionen da de mange, der deltog i redningsaktionen, var indkaldt til debriefing på Slagelse Sygehus forleden.

Det skyldes ifølge Niels Christian Ahn, at den helikopterlæge, der overtog krisestyringen i Præstø, meldte direkte til Rigshospitalet fordi han til daglig er ansat der. I kampens hede glemte han simpelthen at det var Region Sjællands alarmcentral, der skulle have meldingerne om hvilke sygehuse de mange patienter var på vej til.

- Når der er kaos, så gør man som man plejer, Og helikopterlægen plejer jo at melde tilbage til Rigshospitalet fordi han er ansat der. Den fredag fløj han på Region Sjællands og hovedstadens fælles rednings-helikopter. Derfor gav han meldingerne til AMK i København i stedet for AMK i hovedstaden, siger overlægen.

AMK står får Akut medicinsk Kommunikation, som hver region har,.

 - Til alt held skulle en del patienter til Rigshospitalet - og alle de bjærgede overlevede. Helikopterlægen på ulykkesstedet ydede en fantastisk indsats sammen med de øvrige læger på stedet. Det er aldrig før set, at 14 mennesker bliver reddet levende op efter lang tid i iskoldt vand, fastslår Niels Christian Ahm.

Blandt andet fik helikopterlægen meget hurtigt en praktiserende læge fra Præstø, der havde erfaring fra flyvevåbnets helikopter til at flyve med patienter til Rigshospitalet, mens han selv blev på stedet og sørgede for at de forkomne unge fik den rigtige behandling og blev sendt afsted til sygehusene i ambulancer og helikoptere.

Men kommunikationssvigtet betød altså at den øverste ledelse i Slagelse blev koblet af i en periode og ikke anede hvor de mange patienter var på vej hen. Niels Christian Ahn understreger, at 1. april når Region Sjællands nye beredskabsplan træder i kraft, bliver proceduren anderledes:

- Da sender vi en såkaldt Kool-bil ud fra AMK i Slagelse. Det er en bil med en erfaren læge, der skal stå for koordinering og ledelse på ulykkesstedet.

- Derudover skal vi naturligvis have møde med Region Hovedstaden og Syddanmark, som vi samarbejder med om lægehelikopteren, så vi sikrer kommunikationen fungerer ved fremtidige katastrofer, siger han til DR Sjælland.

ULYKKEN MINUT FOR MINUT - DEL 1

ULYKKEN MINUT FOR MINUT - DEL 2

ULYKKEN MINUT FOR MINUT - DEL 3