Kvinder i det offentlige bliver oftere hjemme, når børnene er syge. Men det er skidt for ligestillingen, siger ekspert.

Forældre, der er offentligt ansatte, er i langt højere grad væk fra jobbet, når ungerne kæmper med snot, feber og røde hunde. Fra 2008 og frem til 2010 steg fraværet på grund af syge børn med 30 procent for de offentligt ansatte forældre, viser tal fra Danmarks Statistik ifølge Avisen.dk. Opgørelsen viser også, at det oftest er mor der bliver hjemme, når børnene er syge.

Det skyldes blandt andet, at de offentlige ansatte i 2008 fik ret til barnets anden sygedag. Og da kvinder i højere grad end mænd er ansat i det offentlige, er det ofte dem, der tager tørnen, når influenzaen raser i børnehaven. Men det hæmmer ligestillingen, påpeger Karen Sjørup, der forsker i køn, ligestilling og arbejdsmarked på RUC.- Det er klart en hæmsko for kvinders ligestilling, når familievenlige tiltag kun bliver indført i den offentlige sektor. Familiens trivsel kommer til at stå i modsætning til mere ligestilling, siger hun til Avisen.dk.Fagforbundet FOA organiserer mange af de kvinder, der arbejder i det offentlige. Men selvom barns anden sygedag er skidt for ligestillingen, så fortryder forbundssekretær Jakob Bang ikke ordningen.

- Nej, vi har ingen dårlig samvittighed. Vi og vores medlemmer er glade for at vi har fået den mulighed - det er et familie- og børneprivilegium. Men vi kunne selvfølgelig godt tænke os, at det private fulgte med, siger han.

Karen Sjørup har forståelse for, at FOA har arbejdet for indførelsen af den ekstra sygedag. Men hun påpeger, at privatansatte mænd burde have samme rettigheder - selvom det næppe bliver indført i en krisetid.

- Der er ingen tvivl om, at det er noget de offentligt ansatte gerne vil have. Men mænd i den private sektor får jo altså også børn, og hvis man udbreder ordningen med to sygedage per barn, så indbyder det jo til, at man tager en dag hver, siger hun.