Hallo. Mange småsyge dukker fortsat op på skadestuerne i Region Hovedstaden uden først at kontakte akuttelefonen. Ny kampagne skal få flere til at ringe først.

Syge i hovedstadsområdet blæser i vid udstrækning på den nye akuttelefon og opsøger regionens skadestuer uden at ringe i forvejen.

Dermed bidrager telefonen ikke til at lette patientpresset på de ventetidsplagede skadestuer, som politikerne i Region Hovedstaden ellers havde håbet på, og derfor skal der nu gennemføres endnu en oplysningskampagne for at få flere til at bruge akuttelefonen – 1813.

Det fremgår af en orientering til politikere i kvalitetsudvalget, der undrer sig over den forholdsvis sparsomme brug af telefonen, skriver Berlingske.

- Jeg har svært ved at forstå, at folk ønsker at tage til en skadestue, hvor de risikerer at komme til at vente nogle timer på at få behandlet en banal lidelse frem for at ringe til akuttelefonen for at få råd om, hvad de eventuelt selv kan gøre, eller få at vide, hvor der er kortest ventetid. Men folk skal lære at bruge den. Det er kun et spørgsmål om tid, før den er indarbejdet, og folk vil føle, at det er et supergodt tilbud, siger formand for kvalitetsudvalget Kirsten Lee (R), til Berlingske.

Siden januar i år har særligt uddannede sygeplejersker siddet klar ved telefonerne for at rådgive patienter om, hvorvidt deres helbredsproblem bedst kan behandles af egen læge/vagtlæge, på skadestuen, eller om de selv kan håndtere problemet med »egenomsorg« efter vejledning i telefonen.

Den første tid kom der i perioder over 4.000 opkald om ugen, men tallet er nu dalet til cirka 3.000. Kun 14 procent henvises til behandling på skadestuerne, mens de øvrige rådes til at kontakte egen læge, klare sig med egenomsorg eller vente og se.

Der er også gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt de patienter, der alligevel mødte op på skadestuerne med lettere skader og mindre alvorlig sygdom, som de selv eller deres egen læge godt kunne have klaret. Her viste det sig, at hovedparten af patienterne kendte til telefonen, men at totredjedele af dem havde valgt ikke at benytte den.

En opgørelse viser desuden, at der »ikke er sket væsentlige ændringer« i antallet af besøg på regionens skadestuer, siden akuttelefonen blev indført. Det samlede tal ligger fortsat på mellem 20.000 og 30.000 om måneden. Der kommer flere patienter på akutmodtagelserne på de største hospitaler. Til gengæld kommer der færre patienter på de små akutklinikker, der også er begyndt at holde lukket om natten.

- Hovedformålet med akuttelefonen var at få sorteret et stort antal patienter fra på skadestuerne. Det ser ikke ud til at være opfyldt i særlig høj grad. Men man har fået et nyt servicetilbud, som nogen finder nyttigt, siger professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen.

I Danske Patienter er formand Lars Engberg glad for den nye telefon:

- Den er med til at skabe øget tryghed hos bekymrede borgere, der nok alligevel ikke ville have opsøgt skadestuerne, men som ville have gået rundt og været smånervøse. Det er en udvidet service, og det er godt for patienterne.