Foreningsdanmark kommer næste år til at mangle 135 millioner kroner i tabte indtægter fra lotto-spil. Socialdemokraterne og Venstre kan ikke love, at foreningerne bliver kompenseret.

Færre danskere lader sig friste til at spille Lotto, og det kommer næste år til at gøre ondt hos idrætsforeninger og handicaporganisationer.

Det frivillige foreningsliv får hvert år del i overskuddet fra Lotto-indtægterne. Men salget af Lotto-kuponer er gået tilbage, og det betyder, at foreningerne næste år får 135 millioner kroner mindre end forventet. Det fremgår af beregninger, som blandt andre Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) og idrætsforeningen DGI har foretaget.

For idrætsorganisationens eget vedkommende skrumper Lotto-midlerne næste år med seks millioner kroner. På den baggrund har DGI afskediget fem medarbejdere på landskontoret, ligesom en række udviklingsprojekter om digitale løsninger er sat på standby.

»Det er vi kede af, især i en tid, hvor vi har måttet hæve priserne over for vores medlemmer, og hvor der kæmpes hårdt for sponsorkronerne,« siger DGI-formand Søren Møller.

Foreningerne får - som reglerne er skruet sammen i dag - del i overskuddet fra Lotto-spil hos spiludbyderen Danske Spil. Men Lotto-omsætningen har været for nedadgående siden 2007. Derfor er der ifølge DGI-formanden behov for at finde en ny model for den fremtidige finansiering af det frivillige foreningsliv.

»Jeg ser to løsninger på problemet. Den ene er, at overskuddet fra hele Danske Spil, altså også de liberaliserede spil (som eksempelvis poker, kasino og Oddset, red.) går til beløbsmodtagerne. Den anden mulighed er, at man indfører en afgift på alt spil hos alle spiludbydere. En afgift, der så kan bruges til almennyttige formål som idræt,« siger Søren Møller.

Mens Lotto-indtægterne har været for nedadgående, har der været en opblomstring af andre spil, siden Danske Spils monopol på spillemarkedet blev brudt i 2011.

»Liberaliseringen har været en stor succes, der har givet mange afgifter i statskassen. De, der har lidt mest, har nok været de spil, der kommer godgørende formål til gavn, eksempelvis Lotto,« siger Søren Møller.

På Christiansborg siger både Socialdemokraterne og Venstre, at de vil lytte til foreningerne.

»Hvis der skal findes særlige løsninger, skal det øverst på det politiske bord, fordi der skal findes nye penge i Finansministeriet. Det er en politisk drøftelse, vi ikke har haft endnu, men som det vil være naturligt at have med kulturministeren,« siger Socialdemokraternes idrætspolitiske ordfører Flemming Møller Mortensen (S).

»Det er altid irriterende, når omsætningen falder, og når der er færre penge at dele ud af. Det er desværre et vilkår, vi har haft i flere år på det her område. Men én ting er sikkert: Den politiske opmærksomhed og anerkendelse af alt, hvad Frivilligheds-Danmark gør, er meget stor. Derfor fortjener det her en drøftelse i en bred politisk kreds,« siger han.

Venstres idrætspolitiske ordfører, Anni Mathiesen (V), er klar til at tage en drøftelse:

»Vi skal have en grundlæggende diskussion om fremtiden for det frivillige foreningsliv. Det bekymrer mig, at der bliver færre penge at gøre godt med. Derfor synes jeg, vi har en politisk forpligtelse til at drøfte løsningsmuligheder,« siger Anni Mathiesen.