Den svenske hjemmeside wbpstars.com falder tilsyneladende ikke på halen over Danmarks gastronomiske superstjerne. Noma, der ellers har to Michelin-stjerner og netop er blevet kåret som verdens bedste restaurant, må nøjes med en 56. plads på wbpstars.com's rangliste over verdens bedste restauranter, skriver Politiken.dk

'De har spist og spist og spist'

Folkene bag wbpstars.com har efter eget udsagn 'spist og spist og spist sig i gennem 2500 af de fineste restauranter i verden i mere end 100 lande', og nu er de kommet frem til en top 60 over verdens bedste restauranter.

LÆS OGSÅ 

På 1. pladsen ligger den spanske restaurant El Celler de Can Roca i Girona, og på henholdsvis 2. og 3. pladsen finder man to mindre kendte restauranter Hof van Cleve i Belgien og den hollandske Oud Sluis.

To danske restauranter i top 60

Wbpstars.com opererer med et pointsystem, hvor restauranterne højest kan score 100 point. Spisestederne bliver bedømt på syv kriterier bl.a. 'innovation', 'præsentation af retter' og 'betjening', og det er inspektører, restaurantgæster og skribenterne bag hjemmesiden selv, der bedømmer de gastronomiske højborge.

Noma scorede hele 88 point på skalaen, men må se sig slået af Rasmus Koefods restaurant Geranium, der scorer to point mere og altså lander på 90 point og en 35. plads på wpbstars.com's top 60.