"The Square" med danske Claes Bang i hovedrollen er bizar og beskriver verdens onder, skriver anmeldere.

København. Den svensk-danskproducerede film "The Square" blev fredag vist ved filmfestivalen i Cannes i kapløbet om at vinde Guldpalmen.

Anmelderne beskriver filmen som et satirisk syn på kunstverdenen. Men de kritiserer den for ikke helt at leve op til instruktøren Ruben Österlunds, tidligere film "Force Majeure", der hittede internationalt.

Den britiske avis The Guardian giver filmen fire stjerner.

- Filmen er et ekstremt, forbløffende og bizart spektakel. "The Square" har nærmest vanvittige øjeblikke.

- Hen mod slutningen mister filmen en smule fokus og nogle pointer, som er blevet ofret for at give plads til de mere ekstraordinære dele af filmen.

- Filmen har ikke samme klarhed som "Force Majeure", men lykkes med sit mål. At få dig til at tabe kæben, skriver anmelder Peter Bradshaw.

I "The Square" bliver Christian, der er direktør på et moderne kunstmuseum og spilles af den danske skuespiller Claes Bang, bestjålet under et postyr på en plads foran museet.

Direktørens søgen efter sine ejendele udvikler sig til et hævntogt. Hen ad vejen begynder Christian at stille spørgsmål til sit eget moralske kompas.

Filmen hyldes for at adressere nogle af verdens mest presserende onder "med en mørk og kvalmende satirisk film", skriver Hollywood Reporter. Men instruktøren jonglerer med lidt for mange bolde.

- En betydelig klipning ville uden tvivl forbedre filmens udsigt til at få en varm velkomst af både anmeldere og publikum.

- Men den er stadigvæk et potent, forstyrrende værk, der udforsker grænserne for politisk korrekthed, kunstnerisk frihed og ytringsfrihed på en provokerende måde. Filmen burde få en væsentlig eksponering internationalt, skriver Todd McCarthy.

Svenske Aftonbladet roser Claes Bang i rollen som selvoptaget direktør, men retter kritik mod skuespillerinden kendt fra tv-serien Mad Men, Elisabeth Moss', karakter.

/ritzau/