En række af Sveriges toppolitikere truer med boykot af dansk svinekød. Topchefer for den svenske detailsammenslutning »Dagligvarehandel« indkalder til krisemøde.

Dårlige produktionsforhold med halekupering, for lidt halm, genmodificeret soja-foder, antiobiotika-forbrug og trange båse med stressede dyr – det er blot nogen af de anklager, som den svenske butikschef Andreas Gundrup fra supermarkedsgiganten ICA i Göteborg, retter mod dansk svinekød.

Og det har nu også fået et medlem af den svenske Riksdag og spidskandidat til Europa-Parlamentet, Frederick Federley, til at fravælge de danske grise:

»Ja, jeg boykotter nu dansk svinekød,« siger han til Radio24syv.

Og også den svenske Dagligvarehandel – som er en sammenslutning af detailhandlere - er nu kommet op af stolen.

I et brev som Radio24syv har set, indkalder flere topchefer i svensk Dagligvarehandel ledelsen i Landbrug og Fødevare, Danish Crown og Videncenter for Svineproduktion til et krisemøde på mandag:

»De seneste uger har der i Sverige været en voldsom debat om dyrevelfærd i dansk svineproduktion. Debatten går blandt andet på kupering af haler. For os er det vigtigt, at de gældende regler og love bliver overholdt, og vi mener, at den danske svineproduktion kan gøre mere for at forbedre forholdene for dyrene og dyrevelfærden,« skriver svensk Dagligvarehandel i et brev, som Radio24syv har set.

I Danmark tager Landbrug og Fødevare tager den svenske mødeindkaldelse alvorligt, understreger veterinærchef Per Olsen:

»Vi vil selvfølgelig lytte til, hvad de siger og tage bestik af det,« siger han til Radio24syv.

Den svenske landbrugsminister Eskild Erlandsson (C) går nu også ind i debatten. Han kræver, at de danske svineproducenter forbedrer vilkårene for danske svin:

»Dem som ikke gør det skal hives i ørerne, så det gør ondt!« siger han til den svenske avis Expressen.se.

Eskild Erlandsson mener ikke, at Danmark lever op til EU-lovgivningen, og han har derfor skrevet et brev til fødevareminister Dan Jørgensen (S), og tilbudt ham en tur rundt på de svenske gårde og til en snak med svenske eksperter. Og hvis Danmark ikke retter op på praksis, kan det ende med en sag om brud mod EU-reglerne, advarer den svensk landbrugsminister.

»Jeg bad for nogle måneder siden Kommissionen om at undersøge det her nærmere. Det handler også om lige konkurrencevilkår,« siger Eskild Erlandsson til Expressen.

At Sverige gør langt mere end Danmark for at overholde EU-lovgivningen, er der slet ingen tvivl om, siger ordføreren for Sveriges griseproducenter, Ingemar Olsson:

»Både søerne og smågrisene har meget mere plads. Og vi klipper ikke halerne af grisene,« siger han til Radio24syv.

Sagen om det danske svinekød har udviklet sig intenst i løbet af torsdagen, og flere og flere almindelige svenske forbrugere vil nu boykotte dansk svinekød. Expressen har på sin hjemmeside lavet en afstemning, hvor over 7.500 svenskere torsdag har stemt. Og mere end 75 procent mener nu, at Sverige helt skal boykotte dansk svinekød.

Og det har de god grund til, mener dyrlæge hos Dyrenes Beskyttelse i Danmark, Birgitte Iversen Dam:

»Jeg må jo desværre sige, at de danske svin har det skidt. Noget af det som svenskerne reagerer på, er, at søerne fikseres – altså at man spænder dem fast mellem helt stramme jernbøjler, så de næsten ikke kan bevæge sig og ligger på helt bart betongulv,« siger hun til Radio24syv.