De hedder Kevin Malmström og Gustaf Schiller og er 14 år gamle. De er fra Halland i Sverige og på vej ned ad Strøget med deres mødre.
Firkløveret er på lørdagsbesøg i København for at shoppe og besøge Christiania. Drengene forstår ikke meget, da Berlingske standser dem og spørger, hvordan de har det med det danske sprog, og om de føler sig forståede af danskerne.
Drengene forstår så godt som intet dansk. Det de kan, har de lært ved at se »Bonderøven« på svensk TV, lidt serier i ny og næ og på sommerferier til Skagen. Hurtigt bliver interviewet til babylonisk forvirring af danske spørgsmål i øst, drengenes svenske svar i vest, og mødrenes forsøg på at tolke midt i det hele. Pilestrædes udsendte har oplevet større sproglig forståelse under varmere himmelstrøg.
Den tilfældige situation illustrerer, hvad sprogforskerne og lektorerne fra Lunds Universitet Mari Bacquin og Robert Zola Christensen konkluderer i deres rapport »Dansk og svensk – Fra nabosprog til fremmedsprog«:
Nemlig at det er en romantisk illusion at tro, at svensk er en form for dansk blot med lidt mere snus og Volvo i bagtungevokalerne. At vi med blot fire kilometer mellem vores to lande har en medfødt evne til at forstå hinanden. Og vi siger da »broderfolk«, gør vi ikke? Og er der ikke over 11 millioner, der rejser med tog mellem Sverige og Danmark om året?
Rapporten, der udkom i september, er blevet til på baggrund af spørgeskema- undersøgelser blandt 446 gymnasieelever på Borupgaard Gymnasium og Ørestad Gymnasium i Danmark og i Sverige på Pauli Gymnasium, Bernadottegymnasiet og St. Petri i Malmø.
De medvirkende i undersøgelsen er altså de unge, som i fremtiden kommer til at afgøre, hvordan de to nabolandes sprog bliver opfattet.
92 procent af de svenske gymnasieelever har svært eller meget svært ved at forstå dansk. Det er 19 procent flere end i en tilsvarende undersøgelse fra 2000, da Kronprins Frederik og Kronprinsesse Victoria åbnede Øresundsbron og håbede på øget dansk-svensk integration og fælleskrammer.
I undersøgelsen fra i år siger 88 procent af de danske elever, at de er i Sverige én gang om året eller sjældnere. Det omvendte er tilfældet for 77 procent af de svenske elever. En stigning på syv procent fra drømmeåret 2000.
88 procent af de svenske unge ser dansk TV én gang om året eller sjældnere. 80 procent af de danske elever ser svensk TV i tilsvarende små doser. 42 procent af de svenske elever taler helst engelsk, når de er i Danmark. Det samme gør 13 procent af de danske unge, når de er i Sverige.
Robert Zola Christensen og Mari Bacquin mener, at man i dag kan tale om et paradigmeskifte i de to landes opfattelse af hinandens sprog. »Sproghistorie in its making«, som de skriver. Globalisering og især det danske sprogs udvikling har gjort, at svensk/dansk har udviklet sig fra »et nabosprog, man burde forstå« til »et fremmedsprog, der er let at lære«.
»Dansk og svensk er kun nabosprog rent geografisk og traditionelt betragtet. Ikke praktisk og faktisk. Det omklamrende og romantiske folkedyb med glade, blonde børn i et fælles Skandinavien er en illusion,« forklarer Robert Zola Christensen.
»Virkeligheden er, at vi både indefra og udefra bliver blandet op til multietniske samfund. Alle undersøgelser viser også, at de, der har sværest ved at forstå dansk og svensk, er anden-, tredje- og fjerdegenerationsindsvandrere. De fatter intet af det andet lands sprog.«
I følge sprogforskeren ville en lignende undersøgelse i Århus og Stockholm vise, at de unge er endnu dårligere til at forstå hinanden, jo længere de bor fra hinanden. Det er hans kollega Mari Bacquin enig i:
»For at kunne forstå et fremmed sprog, skal man være i kontakt med det. Vores undersøgelse viser, at de unge ikke interesserer sig for de andre og ikke kommer i kontakt med det andet sprog. De to sprog glider længere og længere fra hinanden, og specielt dansk udvikler sig bort fra den fællesnordiske sprogstamme, især i udtalen,« forklarer han.
»Dansk er blevet mere vokaliseret. Det er svært for specielt svenske unge at forstå de enkelte danske ord, fordi de i stigende grad ikke har konsonanter at hænge forståelsen op på. Vi har for eksempel kaka på svensk. På danske siger I kage. Er man ikke blevet udsat for dansk og de danske ords svækkelse, så genkender man ikke ordet,« fortsætter han.
Da Berlingske for at understrege forskernes pointe tester turisterne Kevin og Gustafs danskkundskaber ved at sige en lang sætning, genkender Kevin ikke et eneste ord.
»Nej. Jeg forstår bedre norsk og engelsk,« siger Kevin Malmström, der ikke mener, at dansk på hans skema ville være en god idé.
»Dansk er et fremmedsprog. Man får mere nytte af nogle verdenssprog. Engelsk, fransk eller tysk og måske i fremtiden kinesisk.«
For at undgå, at romantiske forestillinger om et ikke-eksisterende sprogfællesskab skal sætte sig for godt fast på Kevins og Gustafs virkelighedsopfattelse, når de bliver voksne, foreslår Robert Zola Christensen, at man politisk og på uddannelsesinstitutioner starter på en frisk og »kaster bolden op på ny for at finde nye midler og veje til at lære at forstå hinanden«, som han siger.
Det bør ikke være noget, der handler om sproget for sprogets egen skyld, men i fora hvor unge arbejder sammen sprogligt om noget, der interesserer dem, foreslår han.
»Og det skal ikke være med kampagner med vikinger på forsiden, der forsøger at hælde sprogforståelse ned i hovedet på folk.«
Rapporten »Dansk og svensk – Fra nabosprog til fremmedsprog« er den 15. november udgangspunkt for en konference på Lunds Universitet. Arrangører er Centre for Scandinavian Studies, Lunds Universitet, Foreningen Norden og Norden i Fokus.
