Det er ikke det, man taler mest om. Faktisk undgår mange gerne helt at tale om det - og undgår nogensinde at tænke på det. Ældre og sex. Men det tabu skal brydes.

Det mener 84-årige Svend Lassen og 78-årige Irma Henriksen, der mandag aften var mødt op i Aftenshowet på DR1 for netop at tale om behovet for sex, selvom man er oppe i årene.

For behovet forsvinder ikke bare, fordi man er blevet gammel.

»Hvorfor skulle det være unaturligt? Jeg kan ikke få piller til at få det til at gå væk. Jeg har sexlyst. Jeg kan godt lide sex. Jeg kan lide det hele. Hvorfor skulle vi være anderleds end andre? Vi ser bare anderleds ud og har lidt flere rynker,« siger Irma Henriksen.

Artiklen fortsætter under tv-klippet fra Aftenshowet.

Selv havde Irma Henriksen sidst sex i november sidste år. Og hun kan mærke, at hun savner nærheden. Savner at have en nøgen mand liggende ved siden af sig, når hun vågner.

Svend Lassen havde sidst sex i december. For ham var det meget passende. Behovet er ikke længere så stort, at han ønsker sex mere end fem-seks gange om året. Men når behovet opstår, er han så heldig, at han stadig er mobil nok til at tage hen til en danseklub i København.

»Og der er en rimelig chance,« siger han med et smil.

Selv har han tit oplevet, at særligt yngre mennesker kan opfatte ham som en 'gammel gris', blot fordi han stadig har et seksuelt behov.

Derfor håber han, at han ved at tale åbent om det, kan være med at få yngre mennesker til at se mere afslappet på det.

Den åbenhed blandt de ældre mennesker om deres sexliv mener formand for Sex & Samfund, Bjarke Oxlund, har været med til at søsætte endnu en seksuel revolution.

»Vi har en generation nu, som stod for den seksuelle revolution i deres ungdom, og de har nu også knæsat den seksuelle revolution nummer to - nemlig at vi også kan tale om vores seksualitet i vores tredje og fjerde alder,« siger han i Aftenshowet.

Du kan se hele indslaget fra Aftenshowet HER på DR's hjemmeside.