Svend Brinkmann - danskernes yndlingsprofessor udi tidsånden - er på vej med en ny bog. Denne gang skal vi lære at finde lykke i at stå af hamsterhjulet og gå glip af noget. Det er tid til at finde småborgerlige dyder som nøjsomhed og mådehold frem fra skammekrogen, mener han.

Da Søren Pind (V) forleden fortalte omverdenen, at han havde forbudt sine ansatte i Uddannelses- og Forskningsministeriet at sende mails om søndagen, vakte det undren. Også i egne rækker.

For kan man som et frihedselskende, borgerligt-liberalt menneske lave regler om den slags? Og hvordan hænger udmeldingen i øvrigt sammen med Pinds egen regering, der om nogen har talt for effektivitet og fremdrift?

Lidt uden for Randers sad Danmarks yndlings-psykologiprofessor imidlertid og klappede i begejstrede hænder.

Svend Brinkmann – forfatter til de storsælgende »Stå fast« og »Ståsteder« – barsler i det tidlige efterår med en ny bog.

Bogen får titlen »Gå glip«, og han kunne ikke være mere enig med Søren Pind:I en grænseløs tid og i et grænseløst samfund er det på høje tid, at vi slår hegnspæle op omkring vores velbefindende.

I »Gå glip« argumenterer Svend Brinkmann for, hvorfor det både menneskeligt og samfundsmæssigt er nødvendigt, at vi finder mening i at gå glip af noget. Siger nej tak og lader muligheder passere. Slukker for Facebook og Gmail. Genindfører rituelle pauser og lærer at nøjes fremfor at ville det hele, hele tiden.

Det er en opgave, der er sværere end som så.

For i nutidens forbrugersamfund banker fristelserne og invitationerne på med samme regelmæssighed som mails fra arbejdspladsen.

Det er et kulturelt landskab, hvor mere vil have mere. Hvor »alle har ret til et fedt køkken« - »fordi du fortjener det«, som de kendte reklameslogans lyder. Og selv hvis man ikke har fortjent det, hey ... »just do it!«. Fordi, som det jo hedder med tidstypisk internet-slang, »YOLO« – You Only Live Once. Desuden lider formentlig af »FOMO« – the Fear of Missing Out, angsten for at gå glip af noget.

Ifølge statistikken skifter vi job, bolig og partner mere end tidligere. Fordi flere i bedste Tinder-stil får stadig sværere ved at vælge én partner, ét job, én karrierevej, én bolig. At forpligte sig i et parforhold kræver jo, at man går glip af alle de spændende typer, der kunne vente lige om hjørnet. At sige ja til ét job betyder nødvendigvis et farvel til et andet. At få børn betyder farvel til fester og frihed.

Andre kolde statistikker viser imidlertid, at vores farten rundt har en pris. Vi slår trods historisk rigdom kraftigt ud på depressions- og stressparametre. For selv om alle valg kan være gode og føles rare i øjeblikket, banker tvivlen hele tiden på:

Er det godt nok?

(Artiklen fortsætter under billedet)

Mådehold er nødvendigt i 2017

Men mådeholdet og glæden ved at gå glip af noget må tilbage i vores liv, mener Svend Brinkmann. Den føromtalte stress- og depressionsepidemi er bare ét argument for at stige af »den hedoniske trædemølle«. Den globale klimakrise og voksende ulighed er andre vægtige argumenter, påpeger Brinkmann:

»Menneskeheden har bevæget sig fra industrisamfund til forbrugersamfund. Det har været en proces, som har lært os hele tiden at udvide og føje til, hele tiden at ville have mere og gøre mere, men vi har ikke lært at begrænse os eller sætte farten ned. Og det er vi nødt til,« siger Svend Brinkmann.

Han kalder »Gå glip« sin hidtil mest politiske bog.

Ikke således forstået, at han bekender sig til en ideologi eller et parti, men fordi den debat, han opfordrer til, ikke blot kan handle om, at vi som privatpersoner bliver bedre til at lægge smartphonen væk, planlægge tid med familien eller stille os tilfredse. Så bliver det endnu engang et prestigeprojekt for de ressourcestærke.

Diskussionen må nødvendigvis tages på et samfundsmæssigt og strukturelt plan:

»Det er politisk, fordi det vil kunne medføre en potentielt betændt debat om fordelingen af samfundets goder. At nogen for at løse de her problemer måske skal have mindre fremover.«

Diskussionen kan handle om alt fra indretningen af vores byer til reklameforbud i det offentlige rum. Om formålsparagraffer i folkeskolen, mailpolitik på arbejdspladsen eller momsregulering. Det må politikerne finde ud af. Brinkmanns pointe er, at man politisk må begynde at diskutere mådehold som en dyd, ikke som noget, Christiansborg med bedemandsagtig mine skal sælge til befolkningen.

Mådeholdet bør være en dyd, fordi mådehold giver en form og retning på tilværelsen, som er positiv – såvel eksistentielt, som etisk og æstetisk, argumenterer Svend Brinkmann.

Søren Kierkegaard erkendte allerede i 1847, at »Hjertets Renhed er at ville Eet«, påpeger Brinkmann. Vi vil blive lykkeligere, bedre, mere tilfredse mennesker med smukkere liv, hvis vi lærer at gå glip af meget, og i stedet koncentrerer os om lidt. Finder fokus, så livet ikke flyder formløst ud. Vi skal simpelthen lave mindre – og tage os bedre tid til det.

Genopdag de småborgerlige dyder

Vi var bedre til det for få årtier siden, dét med at holde form på tilværelsen. Men, som filosoffen Zygmunt Bauman sagde, så har vi bevæget os fra »bankbogens samfund« til »kreditkortets«.

»Udviklingen fra industrisamfund til det moderne forbrugersamfund har frisat individet og givet os en velstandsforøgelse, som gør, at vi føler ret til de goder, som tidligere var en lille elite beskåret. Og det var der et kæmpe positivt demokratiserende potentiale i. Men der har ikke rigtig været noget, der kunne bremse den udvikling,« siger Brinkmann.

I dag er forbrugersamfundet blevet en livsfilosofi. Livet er kommet til at handle om at så meget som muligt, opleve så meget som muligt, forbruge så meget som muligt, udvikle sig så meget som muligt.

I »Gå glip« slår Svend Brinkmann et slag for alt det modsatte.

Han plæderer for det, vi kunne kalde de »småborgerlige dyders« genkomst. Vi skal, mener han, på mange måder tilbage til de dyder, som præger folk og fæ i Korsbæk i TV-serien »Matador« – altså fraregnet Mads Skjerns homofobi, Maudes snobberi og den udbredte mandschauvinisme.

I »Matador« ser man, hvordan den ødslende, uduelige manufakturhandler Arnesen går ned i flammer med sit »Damernes Magasin«, mens borgerskabet og særligt nytilflytteren Mads Skjern opererer med nøjsomhed og tålmod. Skjern sparer op, før han spenderer. Præmierer de snusfornuftige omkring sig. Han sætter tæring efter næring. Yder, før han nyder.

»Der var god grund til at gøre op med de småborgerlige dyder i efterkrigstiden og under ungdomsoprøret. Dengang virkede de begrænsende. Men noget af det gode ved de dyder røg ud med badevandet dengang. Og jeg kan ikke se det på andre måder, end at det er de dyder, vi har brug for at finde frem igen – nu i en anden sags tjeneste,« siger Svend Brinkmann.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Vi er slaver af »formløshedens tyranni«

Man kan blot kigge i jobannoncer for at finde beviset på, hvor meget tidens dyder og idealer er skiftet.

»For ikke så mange årtier siden efterspurgte man det trofaste, pligtopfyldende, vedholdende, erfarne menneske, som kunne tage imod en ordre. I dag er idealarbejdskraften og idealborgeren det fleksible, omstillingsparate, innovative og disruptivt tænkende menneske. I dag er det at være »erfaringsramt« ensbetydende med at være rigid, gammel af sind og fastkørt. Det er slående, hvordan noget, som engang var dyder, i dag er blevet laster,« siger Svend Brinkmann.

Men det har, mener han, en værdi i sig selv at stå stille. At fravælge. At få en rød tråd i sit liv.

I 1960erne lancerede teologen K.E. Løgstrup begrebet »formløshedens tyranni«. Hos ham handlede det mest om tabet af pli og høflighed, men ifølge Brinkmann hersker formløshedens tyranni også i den forstand, at vi hele tiden forsøger at bryde ud af vores livs form. At vi hele tiden er på vej væk fra status quo og efterhånden ser mere værdi i »at brænde hele lortet ned hvert syvende år« end møjsommeligt at bevare og vedligeholde.

Her støder Brinkmann uvægerligt sammen med et af tidens helt store modeord: Disruption.

»Det er sådan, kapitalismen fungerer. Nye teknologiske landvindinger har revolutionerende følger. Men det er mærkværdigt at hylde den disruptive idé som ideal, når den kan ødelægge virksomheder og gøre en masse mennesker arbejdsløse. Og vi skal passe på med ikke at udbrede et sådant ideal fra markedets logik til eksistentielle områder af vores liv,« siger han.

Vi skal ikke, som medlem af Disruptionsrådet, skuespilleren Hella Joof, for nylig sagde, »disrupte vores liv« med jævne mellemrum.

Vi skal tværtimod forsøge at få mere form på tilværelsen og mere forudsigelighed ind i livsførelsen, blandt andet ved at genfinde livets små rituelle pauser og holdepunkter. Kun ved at have noget at holde fast i, kan vi bruge vores energi og frihed meningsfuldt.

Og så er vi tilbage ved Brinkmanns begejstring for Søren Pinds »mailfri søndag«. For ser man Pinds forbud som ikke-liberalt, ja, nærmest lidt småtotalitært, har man ikke forstået, hvad ægte frihed er, mener Brinkmann:

»I mine øjne er Søren Pinds forslag et udtryk for det gamle højskolevenstres forståelse for, at former og struktur er en forudsætning for frihed. Hvis der ikke er form på livet, kan vi ikke være frie. Så flyder vi bare rundt i et tomrum og lever et liv forført af impulser.«

Er anti-guruen selv blevet guru?

En forudsigelig kritik af Brinkmann står på spring. Har anti-guruen Svend Brinkmann ikke efterhånden iklædt sig de selvsamme selvhjælps-gevandter, som han blev akademisk rockstjerne på at kritisere, når han nu prøver at fortælle os, at vi skal slukke for vores smartphones og være tilfredse med mindre?

Han griner højt og siger »det håber jeg fandme ikke!«, da han bliver spurgt, om han ikke er i fare for at blive en art mandlig akademiker-Ninka. Men, erkender han:

»Det er et ømt punkt i min argumentation, at jeg kommer til at repræsentere en form for paternalisme. Selv med alle mine forbehold kan det læses som om, jeg mener at vide bedre end andre, hvad der er godt for dem. Det er super farligt. Præstestyre-agtigt,« siger han.

Hans umiddelbare svar er, at vi allerede har masser af lovgivning, der angiver den retning og de værdier, vi gerne ser fremmet som samfund – uden at detailstyre. Folkeskoleloven, eksempelvis.

»Det er i den retning, jeg ville tænke. Der er jo ingen, der synes, det er totalitært, at vi har en folkeskolelov. Det er nødvendigt for, at man kan reproducere samfundet på en måde, som flertallet synes er gavnligt,« siger han.

Han vil allerhelst slippe for at skulle angive konkrete løsninger.

»Jeg er meget bedre til at kritisere end til at være opbyggelig. Det er i øvrigt også sjovere. Men jeg føler mig forpligtet til at være opbyggelig i akkurat det omfang, at folk kan komme i gang med at diskutere. Men når den kritik jeg har ytret, har fået så meget vind i sejlene, som den har, så føler jeg mig også forpligtet på at skitsere et bud på en retning, vi skal tænke i for at komme videre.«

»Gå glip - om begrænsningens kunst i en grænseløs tid« udkommer på Gyldendal 12. september.