Tæt på Køge bor et svanepar med deres unger. De holder til ved Kimmerslev Sø i Borup, og egentlig burde alt være lutter idyl. Men sådan står det ikke til, for han-svanen er blevet groft mishandlet af en eller flere ukendte personer.

Det er andet år i træk, at svaneparret holder til ved søen, som ligger lige op ad en cykelsti, hvor der til dagligt færdes mange mennesker, herunder børn, skriver sn.dk.

Om det er derfor, svanen er blevet mishandlet, vides ikke.

Når svaner har unger, bliver de mere aggressive mod fremmede for at beskytte deres afkom. Og det kan muligvis have forskrækket nogen så meget, at de er tyet til mishandling af svanen i stedet for at søge hjælp hos myndighederne.

Ukendte gerningsmænd har skamskåret svanen ved at klippe det yderste af dens vingespidser af.

»Det er gjort så voldsomt, så dens knogler også er klippet over, og det betyder, at den aldrig kommer til at flyve igen,« fortæller Knud Dybvad Frandsen fra Borup Kajak Klub til sn.dk.

Det var Knud Dybvad Frandsen, der opdagede, at den store svane var blevet mishandlet, for han kommer ved søen næsten dagligt.

Dyrenes Beskyttelse har undersøgt svanen, men det vil først blive afgjort om den skal aflives senere, blandt andet af hensyn til ungerne.