KØB PLUS!

Svært at håndhæve ny lov om cykellygter

Politiet har reelt ingen mulighed for at tjekke, om dine cykellygter lever op til de skærpede krav, der trådte i kraft 1. november. Det mener Karsten Hansen, formanden for Danske Cykelhandlere, ifølge 24timer.

- En af reglerne er, at lygten skal kunne ses på 300 meters afstand. Men skal politiet så gå 300 meter væk for at kigge? Lygterne skal også kunne lyse i minimum fem timer, men vil politiet stå og kigge på dem i fem timer? Det gør de ikke, så der er faktisk meget forvirring om, hvordan man skal håndhæve de her regler, siger Karsten Hansen.

Kommunikationschef i Cyklistforbundet Frits Bredal bekræfter, at det kan være mere end svært for politiet at tjekke, om en lygte kan ses 200 eller 300 meter væk. Han frygter dog ikke, at cyklister kan gå hen og få en uberettiget bøde af den grund.

- Vi har forstået på politiet, at de går lidt lempeligt frem forstået på den måde, at de ikke fra 1. november render rundt og deler bøder ud. Og vi synes den stille og rolige fremgang er den rigtige måde at gøre det på, siger Frits Bredal til 24timer.

BNB