52.500 unge bliver jublende lykkelige, når de i dag åbner brevet med besked om, at de kan starte på deres foretrukne uddannelse.
Den uddannelse i landet, der kræver højest karaktergennemsnit (10,9) er den humanistiske basisuddannelse på Roskilde Universitetscenter som forberedelse til uddannelsen som journalist.
De to uddannelser, som kræver det næsthøjeste karaktergennemsnit, er henholdsvis Lægevidenskab på Københavns Universitet og International Business på Handelshøjskolen i København, de kræver begge et snit på 10,8.
Tallene fra den Koordinerede Tilmelding viser, at i alt 52.552 er kommet ind på et studie - mens 2.722 har fået en stand-by plads.
Knap 8.000 unge får afslag på deres ansøgning, og det vækker frustration - ikke bare hos den unge, men også i erhvervslivet.
Prognoser viser nemlig, at der kommer til at mangle højt uddannet personale fra 2015 og det får kritikken af universiteterne til at vokse.
- Sidste år blev der også afvist 8.000, så jeg kan ikke forstå, at de siger, at det kommer bag på dem. Jeg synes faktisk, det er nærmest at gamble med Danmarks fremtid, at de ikke hele tiden arbejder for at få flere pladser, siger Uddannelsespolitisk konsulent i Dansk Industri, Mads Eriksen til Politiken.
Rektor Jens Oddershede peger på, at universiteterne i år optager 13 pct flere end sidste år.
Se pdf med de bearbejdede optagelsestal her.
På nedenstående link til hjemmesiden for Den koordinerede Tilmelding kan du tjekke om du er blevet optaget, eller om der i givet fald er ledige pladser et andet sted.






















