Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Sommerhuskatten Lille Mis lå og sov trygt på Sussie Lykke Nielsens terrasse på Oddermosevej i Oddermose Strand på Møn i fredags. Men på et splitsekund blev den hyggelige formiddag forvandlet til et inferno af skrig og blod - som udspillede sig lige foran den forfærdede sommerhusejer.

»Jeg sad indenfor i min stue, da jeg pludselig kunne høre hunde, der glammede. Så kiggede jeg ud af vinduet og så en kæmpe hund angribe den sovende kat. Katten begyndte at skrige op, og jeg for ud på terrassen. Da jeg nåede derud, var der også kommet to andre hunde til. De havde katten i deres kæber og var ved at flå den levende,« siger 67-årige Sussie Lykke Nielsen til BT.

Hun råbte op i et desperat forsøg på at redde den forsvarsløse kat, men forgæves. Sussie kunne blot se til, mens de tre store hunde flåede den lille, hvide kat ihjel for øjnene af hende. Den var allerede død, da hun nåede ud på terrassen.

»Det var bare så traumatisk,« siger hun og kan ikke holde gråden tilbage.

Kort efter at Sussie begyndte at råbe ad hundene, hørte hun lyden af en fløjte, og det fik dem til at løbe væk fra terrassen igen - og en af dem havde den døde kat i sine kæber.

»Først bagefter tænkte jeg, at de kunne være gået til angreb på mig selv. jeg er ikke så høj, og det var nogle virkelig store hunde,« siger Sussie Lykke Nielsen.

Kunne have været et barn

Netop derfor har Yvonne Malou Nielsen valgt at anmelde de tre hundes angreb på den sagesløse kat til politiet. Hun er datter af Ulla Christiansen, som sammen med Sussie havde passet den tamme og meget milde kat på skift igennem flere år, når de var i deres respektive sommerhuse. Yvonne Malou Nielsen frygter nemlig, at de tre hundes ejer igen lader dem løbe frit omkring i sommerhusområdet sydøst for Stege - og især frygter hun, hvem de kunne finde på at angribe næste gang.

»Det virkede meget velovervejet. Når man først fløjter, når katten er holdt op med at skrige, så ved man godt, hvad der foregår,« siger Yvonne Malou Nielsen og fortsætter:

»Det kan godt være, at hundene kun går efter katte. Og det er i sig selv forfærdeligt, at de får lov til det, synes jeg. Men tænk, hvis de går efter alt i mindre størrelse. Hvad vil der så ske, hvis han kommer og lukker hundene ud en af juledagene, og de ser et lille barn lege i området? Eller hvis de vælter nogle af de ældre mennesker, der har sommerhuse der, omkuld?«

Sussie Lykke Nielsen så ikke hundenes ejer, så politiet er på bar bund i sagen, men Yvonne håber, at andre sommerhusejere vil være opmærksomme, hvis hundene igen løber rundt i området - eller ligefrem angriber andre kæledyr eller mennesker.

»Mit største håb er, at andre får øje på ham og kontakter politiet, før de tre store hunde gør noget lignende igen,« siger Yvonne Malou Nielsen, hvis 83-årige mor også er dybt berørt af kattens meget brutale død.

Hvorfor var de ikke i snor?

Sussie Lykke Nielsen begyndte at lede efter katten, som hun kaldte Tømmermis og Hvide Mis, kort efter at de tre glubske hunde var forsvundet fra hendes have. Men først lørdag eftermiddag fandt hun den.

»Det var ved at være mørkt, da jeg fandt den i min have. Den havde et stort sår på låret og var helt stiv. På det tidspunkt må den have været død længe,« siger hun.

Kort efter begravede hun katten, fordi hun ikke ønskede, at andre hunde eller dyr skulle gøre mere skade på den.

Hun glemmer sent det øjeblik, hvor hundene flåede hendes lille hvide sommerhuskat og mener, at ejeren bærer ansvaret for det dødelige angreb.

»Jeg er forarget over, at folk lader nogle så glubske hunde gå frit rundt og ikke holder dem i snor,« siger Sussie Lykke Nielsen.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.