Hendes far grundlagde kendt skoimperium – nu vælter milliarderne ind hos Danmarks sjetterigeste familie

Milliarderne vælter ind hos Danmarks sjette rigeste familie – familien bag skoimperiet Ecco. Det har ført til, at familien atter en gang kan udbetale en gigantisk ’løn’ til sig selv.

Det begyndte med en drøm om at blive herre i eget hus. En drøm, der blev til virkelighed i 1963, da direktøren for en københavnsk skofabrik, Karl Toosbuy, flyttede med sin kone Birte og parrets fem-årige datter Hanni til Bredebro i Sønderjylland. En drøm, der hurtigt udviklede sig til en succes, da Karl Toosbuy fik ideen til fritidsskoen Ecco og til at producere den med robotter, så omkostningerne kunne holdes nede.

Siden har skoimperiet Ecco udviklet sig til et af danmarkshistoriens største erhvervseventyr, der for længst har forgyldt både den nu afdøde Karl Toosbuy, hans enke, Birte Toosbuy samt parrets datter, Hanni Toosbuy Kasprzak, der i dag er familiens overhoved og bestyrelsesformand i Ecco.

Familien har de senest mange år ligget helt i top på listen over Danmarks rigeste familier, og nu har de endnu engang kunnet føje en ordentlig luns til formuen, der ifølge Berlingske Business er vurderet til at være på 13,5 milliarder kroner.

For fjerde år i træk kan den i forvejen stenrige familie nemlig belønne sig selv med en ’løn’ på langt over en halv milliard kroner.

Det viser Eccos seneste regnskab, som netop er blevet offentliggjort. Ecco har trods en lille nedgang i overskuddet haft endnu et kanon år, hvilket har resulteret i en omsætning på 9,4 milliarder kroner og et overskud på 1,3 milliarder kroner. Og dermed er der også blevet plads til, at Eccos ejere – Hanni Toosbuy Kasprzak - samt hendes to voksne børn, Anna og André kan hæve et udbytte på hele 775 millioner kroner til sig selv.

Og det må siges at være noget af en succes for skofirmaet, der i 1963 - ifølge bogen ’Arvingerne’ skrevet af forfatter og journalist Søren Jakobsen -  startede med en omsætning på blot 2,15 millioner kroner.

Selv om Eccos overskud fra 2015 til 2016 er skrumpet med 100 millioner kroner, så er Steen Borgholm, der netop har overtaget direktørposten fra Hanni Toosbuy Kasprzaks mand, Dieter Kasprzak, ikke bekymret.

»Jeg er ganske godt tilfreds med resultatet i 2016. Der sker mange forandringer i skobranchen, og markedet er presset lige nu. Hvis vi sammenligner os med konkurrenterne, har vi klaret os rigtig fint sidste år, siger den kommende direktør om regnskabet,« siger den nye administrerende direktør til dr.dk.

Karl Toosbuy ses her sammen med frue Birte.
Karl Toosbuy ses her sammen med frue Birte. Foto: BO AMSTRUP
Vis mere

Ifølge Claus Skovhus, der er erhvervskommentator hos Berlingske Business, har Ecco da også god grund til at være tilfreds – men familien går udfordringer i møde.

»Ecco er en fornem repræsentant for danske familieejede virksomheder. Ecco har en stærk fortælling, et globalt produkt, der står for kvalitet. Udfordringen for Ecco er, om den udvikler sig hurtigt nok og er i stand til at finde nye markeder. Omsætningen står stille, men de har pengene til at udvikle selskabet. Den er ikke i krise økonomisk, men mangler tempo,« siger han.

Ifølge Claus Skovhus har familien bag Ecco haft svært ved at slippe kontrollen over virksomhedens drift. Ved at indsætte Steen Borgholm har familien vist, at man nu er villig til at ændre på det. Og Claus Skovhus håber, at det også er det, man vil se i praksis, så virksomheden vil udvikle sig.

»Familien må spørge sig selv, om den nu er klar til at give den nye direktør firere tøjler til at formulere en mere ekspansiv retning,« siger han.

Familien Kasprak er i dag fortsat stærkt forankret i Bredebro, hvor virksomhedens hovedkvarter forsat ligger. Familien bor også fortsat i det Sønderjyske, hvor man også har bygget et stort ridested til datteren Anna Kaspzrak, der er professionel dressurrytter.