Flere danskere vågnede op til kraftig regn og oversvømmelser onsdag morgen. Og det fortsætter indtil middag, varsler TV2 Vejret.
Det har været en våd morgen for flere danskere. Jyderne og fynboerne vågnede op til styrtregn og kraftige tordenbyger. Specielt Vestjylland blev ramt. I Borris er der faldet 38 mm regn på kun fire timer, mens den jyske hovedstad 'slap' med 25 mm.
- Der meldes om oversvømmelser i Aarhus. Kloakkerne har svært ved at følge med flere steder, siger Jens Ringgård fra TV2 Vejret.
Han forudser, at det voldsomme vejr har kurs mod Vestsjælland og Bornholm, hvor det vil ramme inden længe.
- Så der bliver nok en slem morgentrafik med kødannelser på Køgemotorvejen. Det kan blive den første konsekvens, advarer Jens Ringgård.
I øjeblikket varsler TV2 Vejret indtil klokken 12. Derefter vil det værste uvejr være drevet over.
- Det kan dog stadig ramme det nordligste Jylland. De er sluppet indtil nu, siger Jens Ringgård.
Fra DMI er meldingen den samme.
- Der har været godt gang i den flere steder i Jylland, og vi har allerede fået uofficielle meldinger om 15 til 20 millimeter regn, siger vagthavende meteorolog Lars Henriksen fra DMI onsdag morgen.
Sent onsdag aften blev risikovarslet om skybrud opgraderet til et egentligt varsel, da prognoserne blev mere sikre. Varslet omfattede hele Jylland bortset fra de nordligste egne, Fyn, Vest- og Sydsjælland samt Lolland og Falster.
- Her til morgen regnede det i Storbæltsregionen, men om det når skybrud er nok tvivlsomt. Det ser ud til, at regnvejret svækkes, jo længere det kommer mod øst, siger Lars Henriksen.
Varslet opretholdes dog over Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster. Samtidig er der udsendt risikovarsel for Nord- og Østsjælland samt Bornholm.
På DMIs hjemmeside er de varslede områder markeret med farven gul. Skybrudsvarsling udsendes, når der er risiko for, at der vil falde 15 millimeter nedbør eller derover inden for højest 30 minutter.



