Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En person er blevet smittet med meningokoksygdom i Esbjerg. Det bekræfter Styrelsen for Patientsikkerhed over for TV 2.

»Jeg kan bekræfte at der et meningokoktilfælde i Esbjergområdet,« siger Henrik L. Hansen, overlæge og kontorchef i Styrelsen for Patientsikkerhed, til tv-stationen.

Det er ikke lovligt at afsløre, hvem der skulle være under behandling, og Henrik L. Hansen kan derfor hverken be- eller afkræfte mandagens historie om, at den smittede skulle være en lille pige fra en lokal vuggestue.

Det kan Esbjerg Kommune til gengæld, og de har på Facebook skrevet, at det ganske rigtigt skulle dreje sig om en lille pige, men at der ikke skulle være tale om den frygtede og meget smitsomme meningitis.

'Så er der nyt om den lille pige fra daginstitutionen Børnebakken Øst i Hjerting, og beskeden fra sygehuset er, at hun har meningokoksygdom. Det er ikke det samme som meningitis, men sygdommen kommer af den samme bakterie, og lægerne oplyser, at den ikke er særlig smitsom,' skriver kommunen.

Meningokoksygdom er et medicinsk begreb, der ifølge sundhed.dk dækker over både hjernehindebetændelse (meningitis), blodforgiftning (sepsis) eller en kombination af de to sygdomstilstande.

Mandag kunne JydskeVestkysten fortælle, at en hel vuggestue var blevet varslet, fordi et af børnene, en pige, var under mistanke for at være smittet med hjernehindebtændelsen meningitis.

»Det drejer sig om en pige, og hun er i øjeblikket indlagt til observation. Vi blev informeret om det mandag morgen, hvor vi blev kontaktet af Styrelsen For Patientsikkerhed,« sagde Helle Langaa Andersen, områdeleder for Hjerting-Esbjerg NV-området til JydskeVestkysten.

Meningitis er en smitsom betændelse i hjernehinden, som oftest rammer børn og unge mennesker. Det anslås, at 5-15 procent af personer smittet med sygdommen dør eller får mén.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.