Studerende: Totalitære takter fra Morten Østergaard

Uddannelsesminister Morten Østergaard vil have færre uddannelser at vælge imellem for unge, der har erhvervet sig en studenterhue. Danske Studerende Fællesråd kalder udmeldingen skræmmende.

Morten Østergaards udmeldinger om, at han vil lukke uddannelser på universiteterne bliver mødt med hovedrysten fra Danske Studerendes Fællesråd (DSF). Formand Jakob Ruggaard kalder udmeldingen skræmmende.

»Morten Østergaard bevæger sig ud på et totalitært spor med denne udmelding om politisk lukning af uddannelser. Det kan simpelthen aldrig være en uddannelsesministers opgave at beslutte, hvad vi studerende må lære, og hvad vi ikke må lære. Jeg synes, at man skulle tage et kig på nogle af de lande, hvor det er politikerne, som beslutter, hvad befolkningen må lære, inden man træffer en så ekstrem beslutning,« siger Jakob Ruggard.

Han kalder udmeldingen fra uddannelsesministeren et fundamentalt opgør med hidtidige principper om faglig uafhængighed og forskningsfrihed på universiteterne.

»Det er jo principper, som sikrer, at politikerne ikke kan lukke uddannelser eller forskningsområder, fordi de er for kritiske eller ikke passer ind i politikernes verdensbillede. Samtidig er det principper, der sikrer, at det er dem, som har forstand på uddannelse og forskning, der bedømmer om en uddannelse skal bevares eller ej. Det tror jeg egentligt er mere fornuftigt, end at politikerne leger spåmænd og forsøger at forudse, hvilken viden der bliver brug for i fremtiden.« siger Jakob Ruggaard.

Når det gælder oprettelse af nye uddannelser er studenterformanden dog åben for at diskutere ændringer i taxametersystemet, som Morten Østergaard lægger op til og se på hvilke kriterier, man anvender, når man opretter nye uddannelser. Han henviser til, at nye uddannelser allerede i dag skal godkendes i det uafhængige akkrediteringsråd. Akkrediteringssystemet er netop blevet reformeret, så nye uddannelser for fremtiden også skal godkendes af ministeren selv i den såkaldte prækvalificering.

»Morten Østergaard har jo selv netop lavet en gennemgribende reform af akkrediteringssystemet, der blandt andet handler om oprettelse af nye uddannelser. Hvis han vil diskutere det system igen, er vi helt klar til at se på det. Men det skal være inden for nogle rammer, hvor det står lysende klart, at der er skarpe grænser for, hvor meget politikerne kan blande sig i, hvad vi må lære.« siger Jakob Ruggaard.