Færre end hver sjette studerende siger selv, at de har en dårlig økonomi. Resultatet af en ny undersøgelse kommer bag på Danske Studerendes Fællesråd.

Er studerende virkelig ludfattige?

Mange af dem har givetvis ikke meget af gøre godt med, men hvis man spørger de studerende selv, siger kun et fåtal, at deres økonomi ikke hænger sammen.

Kun 14 procent af de studerende betegner deres økonomi som »dårlig« eller »meget dårlig«, mens hele 49 procent mener, at de har en »god« eller endog »meget god« økonomi. Det viser en undersøgelse blandt 18-27-årige studerende, som YouGov har foretaget for Danske Bank. Det skriver metroxpress.

De studerende ser tilmed endnu lysere på fremtiden. Kun syv procent vurderer, at deres økonomi vil være »dårlig« eller »meget dårlig« om et år.

Tallene kommer mildest talt bag på Jakob Ruggaard, formand for Danske Studerendes Fællesråd, som i årevis har kæmpet for at forbedre studerendes levevilkår.

»Det er ikke let at være studerende i dag. Mange har ikke råd til at bo i de store studiebyer, hvor huslejen kan være højere end SUen. Vi er bare en gruppe, som finder os i meget. Flere og flere gældsætter sig. Det kan godt være, at de så synes, at de har en ok økonomi lige nu, men gælden kan give store problemer senere,« siger han til metroxpress.

Ans Sulebakk Kwaja, chef for Danske Banks særlige ungdomsrådgivning, Ung Direkt, mener, at en anden tendens gør sig gældende.

»Det er blevet in at have tjek på sin økonomi. Vi oplever, at unge generelt tager et stort ansvar for deres økonomi og er optimistiske på fremtiden, og det har de også god grund til at være,« siger han.

BNB